På kun ét år har borgerne på Limfjords-øen i samarbejde med Innovation Fur formået at reducere deres CO2-udledning med 20 procent, og derudover er energiforbruget faldet med 10 procent. De resultater imponerede dommerne i konkurrencen ’Vores omstilling’, hvor bl.a. EU’s klimakommissær Connie Hedegaard var med til at kåre projektet til vinder i Midt- og Vestjylland i en konkurrence, der havde fokus på initiativer, der viser vejen til et bæredygtigt samfund.

Forbindelse til verden
Projektet viser også, at det er muligt at bo ude på landet og på en lille ø, uden at være koblet fuldstændig af i forhold til hurtigt internet, telefonforbindelser og tv-løsninger.
- Det er fuldstændig fantastisk, at man kan bo på en lille ø som Fur, uden at skulle bekymre sig om, om man kan foretage telefonopkald eller komme på nettet. Jeg synes altid, at man hører om, at på landet kan man aldrig få en ordentlig forbindelse. Sådan er det langtfra her, fortæller den hollandske tilflytter Theodore Diehl.

Involvering af borgerne
Andre initiativer, der er taget i forbindelse med projektet, er fibernet til samtlige borgere på øen, gratis energirådgivning, tablets til alle eleverne på Fursund skole og forsøg med intelligent elnet. Samtidig er noget af det vigtigste ved hele projektet at involvere borgerne, fordi det påvirker deres liv og hverdag rigtig meget. 
- Det hele skal give mening for Fur-boerne. Derfor har vi haft et stort fokus på at involvere dem i form af undervisning, workshops og borgermøder, fortæller Gitte Wad Thybo, der er projektleder.

  

Om Innovation Fur

Innovation Fur er et samarbejde mellem Skive Kommune, Energi Midt og Fur. Projektet er tænkt som en form for inspiration i forhold til fremtidens samfund for borgere, kommuner, virksomheder og forskere.

Innovationfur.dk

  

 

Publiceret 12-02-2014