Værdier og mål

Den værdimæssige ramme for børnepolitikken i Skive Kommune
I Skive Kommune arbejder alle ud fra et værdigrundlag om trivsel, ordentlighed og udvikling. Det er det grundlag alle indsatser, strategier og prioriteringer baseres på, og det er måden, der samarbejdes på internt i organisationen og eksternt i forhold til borgere og samarbejdspartnere.
Skive Kommune ønsker fokus på forældreansvar, tidlig indsats allerede på spæd- og småbørnsområdet, en god skolegang for alle børn, bedre integration af tosprogede børn og unge, inklusion og lokalt forankrede indsatser og netværksarbejde.
Alt arbejde omkring børn, unge og familier tager afsæt i følgende værdier:
- At børn er voksnes ansvar – og forældrene har det primære ansvar for deres børn.
- At familierne og deres netværk inddrages som aktive dialog- og samarbejdspartnere.
- At familierne og deres netværk mødes med åbenhed og respekt.
- At indsatsen tager udgangspunkt i familiens/barnets ressourcer og i de nære relationer.
- At alt arbejde med børn og unge tager udgangspunkt i mindste indgrebs princippet og nærhedsprincippet.
Mål:
Det er Skive Kommunes overordnede målsætning, at alle børn og unge skal mærke, at de er uundværlige, værdsatte og respekterede.
Der er derfor en forventning om, at ALLE voksne i Skive Kommune: Forældre, naboer, foreningsledere, lærere, pædagoger og familie forholder sig til opdrageransvaret og den forpligtethed, der er forbundet hermed.
Målsætningen er derfor:
- At indsatsen har høj faglighed, er kvalificeret, helhedsorienteret og har barnet i centrum.
- At der samarbejdes tværfagligt.
- At der forebygges så tidligt som muligt.
- At der ydes en udvidet indsats, der specielt tager sigte på de udsatte børn og unge.
