Vi har fået et barn med funktionsnedsættelse – hvad gør vi ?
Bliver man forældre til et barn med en funktionsnedsættelse, vil der ofte være behov for en grundig rådgivning. Rådgivningen kan eksempelvis dreje sig om barnets specifikke funktionsnedsættelse, løsning af praktiske problemer, fremtidsperspektiver eller aflastning.
Kommunen hjælper dig med at finde rundt i de forskellige muligheder for hjælp og støtte. Ofte vil din familierådgiver selv kontakte dig, men du er også selv velkommen til at kontakte Skive Kommunes Familiesektion, som vil hjælpe dig videre.
Du kan drøfte din situation med familierådgiveren og sammen tilrettelægge den indsats, der er behov for. Familierådgiveren vurderer og afgør, hvilke tilbud om hjælp og støtte du kan få. Alle ansøgninger om hjælp/støtte skal gå via familierådgiveren.
Netværk
At blive forældre til et barn med funktionsnedsættelse kan være svært. Mange forældre har stort udbytte af at møde andre forældre, udveksle erfaringer og danne netværk med forældre i samme situation. Familierådgiveren kan hjælpe med at henvise til organisationer og netværk.
Serviceniveau
Den enkelte kommune fastlægger serviceniveauet indenfor lovens rammer. Det betyder, at serviceniveauet kan være forskellig fra kommune til kommune.
Hvis I er i tvivl om, hvem der er jeres familierådgiver, så kontakt familiesektionen. Her kan du få oplyst, hvem der er din familierådgiver.
