Lovgivning på området
Lovgrundlag for indsats over for børn i familier med alkoholproblemer
De omtalte love er uddrag af forvaltningslovgivningen, der beskriver lovgrundlaget for tavshedspligt og underretningspligt.
Forvaltningsloven – uddrag
Lov nr. 571 af 19. december 1985
(senest ændret ved lov nummer 382 af 6. juni 2002)
Tavshedspligt m.v.
§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. Borgerlig straffelov 152 og §§152c-152f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed.
§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til anden forvaltningsmyndighed.
Stk 2. Videregivelse af oplysninger af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov, at oplysningen videregives,
3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, hensynet til den, oplysningen angår, eller
4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
