Skolepolitik 2012-2015
Arbejdet med denne skolepolitik er foregået i en proces, hvor mange elever, forældre, medarbejdere og borgere har været inddraget for at skabe et bredest muligt fundament for de kommende års arbejde i vore folkeskoler.
Arbejdet er foregået parallelt med udarbejdelse af den sammenhængende børnepolitik og politik for dagtilbud for at sikre den røde tråd mellem politikkerne.
Værdigrundlag for folkeskolerne:
Folkeskolerne i Skive Kommune
- er ét fælles skolevæsen med en fælles skolepolitik, der afstikker rammer og samtidig giver mulighed for, at hver enkelt skole kan virke og udvikle sig i overensstemmelse med skolens kultur og lokale forhold
- indgår i et forpligtende og ligeværdigt samarbejde med hjemmene i et fælles ansvar for at rammerne omkring barnets trivsel og udvikling i skolen bliver bedst mulige
- er et dannelsessted, hvor der arbejdes med det hele menneske. Skolen skal give alle børn mulighed for et højt fagligt niveau, der bygger på og går hånd i hånd med den personlige udvikling
- lægger vægt på læringskompetence, handlingskompetence, forandringskompetence og de sociale kompetencer som redskaber for anvendelsen af de faglige færdigheder og kundskaber
- lægger vægt på at styrke de kompetencer, der gør børnene til livsduelige voksne med selvværd, ansvarlighed og respekt for andre mennesker
- er for alle børn i lokalområdet
27. februar 2012 - Skoleafdelingen
