Retten til dataportabilitet indebærer for det første en ret for dig som registreret til at modtage egne personoplysninger, som du har givet til Skive Kommune, i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format til personlig brug uden hindring.

For det andet indebærer retten en mulighed for dig til at overføre disse personoplysninger fra Skive Kommune til en anden dataansvarlig. Personoplysningerne skal kunne flyttes, kopieres og overføres fra ét IT-miljø til et andet uden hindring, hvis det er teknisk muligt.

Formålet med retten til dataportabilitet er at give dig en øget kontrol over dine personoplysninger. Dette gælder både, når du ønsker at modtage dine egne personoplysninger, og når du ønsker at overføre dine personoplysninger til en ny dataansvarligs systemer.

Du har ret til at modtage og flytte dine personoplysninger, når følgende to betingelser er opfyldt:

1. Skive Kommunes behandling af oplysninger om dig foretages automatisk og er baseret på et samtykke eller er nødvendig for at opfylde en kontrakt.

2. Du som registreret selv har givet Skive Kommune de personoplysninger, Skive Kommune behandler. Du anses for at have givet Skive Kommune oplysningerne, både når oplysningerne er givet direkte til Skive Kommune, og når de er genereret ved brug af elektroniske anordninger, som Skive Kommune er dataansvarlig for.

Du har ikke krav på at modtage oplysninger, der er behandlet gennem f.eks. en analyse eller algoritme, eller som du ikke selv har givet til Skive Kommune. De oplysninger, som ligger til grund for den pågældende analyse eller algoritme, og som kan henføres til dig, vil dog som udgangspunkt være omfattet.

Det bemærkes i øvrigt i den sammenhæng, at retten til dataportabilitet ikke gælder, når behandlingen er nødvendig for udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Skive Kommune har fået pålagt.

 

Publiceret 18-05-2018