Generelt om kloakering 

Et område kan enten være spildevandskloakeret, fælleskloakeret eller separatkloakeret.

  • I spildevandskloakerede områder ledes husspildevandet til renseanlæg, mens den enkelte grundejer selv skal håndtere overfladevand på egen grund f.eks. ved nedsivning i faskine, regnbede eller lignende.
  • I fælleskloakerede områder løber husspildevand og regnvand i den samme rørledning, og det hele ledes til renseanlæg.
  • I separatkloakerede områder løber husspildevand og regnvand i hver sin rørledning. I sådanne områder løber kun husspildevand til renseanlæg, mens regnvand løber til vandløb, sø eller fjord. Grundejeren har også mulighed for at vælge at nedsive sit tagvand på egen grund.

 

Nykloakering

I nogle tilfælde vurderer Skive Kommune, at den optimale løsning er at kloakere et område, hvor spildevandet førhen blev håndteret lokalt. I nogle tilfælde er det f.eks. ikke muligt at nedsive spildevand på grund af ugunstige lokale forhold, som høj grundvandsstand eller lignende. Læs mere om nykloakering HER.

Separatkloakering

I disse år skiller man i stigende grad regnvand og spildevand ad, for at sikre sig mod oversvømmelser på grund af kloakrør, der ikke er store nok til at håndtere de efterhånden store regnmængder.

I Skive Kommune har vi i Spildevandsplanen udlagt områder, hvor der skal foretages separatkloakering. I disse områder vil det fremover kun være spildevandet, der skal til renseanlægget, mens regnvandet skal ledes ud i søer, vandløb og havet. Læs mere om separatkloakering HER.

Publiceret 04-05-2018