læs op hjælp a-å sitemap kontakt om skive.dk

Bekendtgørelse om valg til Skive Byråd

Tirsdag den 17. november 2009 fra kl. 09.00 til kl. 20.00 afholdes valg af 31 medlemmer til Skive Byråd for perioden 1. januar 2010 – 31. december 2013.

Valgret til byrådet har enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i Skive Kommune, og som derudover enten

1. har dansk indfødsret

2. er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union

3. er statsborger i Island eller Norge eller

4. uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valgdagen.

Den, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne har ikke valgret.

Personer, der efter reglerne i lov om Det Centrale Personregister opfylder betingelserne for at være tilmeldt folkeregistret i kommunen, anses for at have bopæl i kommunen. 

Personer, der er statsborgere i et af de øvrige EU-lande eller i Island eller Norge har således valgret på samme betingelser som danske statsborgere, mens andre personer opnår valgret, når de opfylder betingelsen om 3 års forudgående fast bopæl.

Valgbar til byrådet er enhver, der har valgret til byrådet og som senest fredag den 23. oktober 2009 eller, hvis dette ikke er tilfældet, kl. 12.00 mandag den 26. oktober 2009 opfylder valgretsbetingelserne og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget.

Som kandidat kan opstilles enhver, der har valgret og er valgbar.

De kandidater, der opstilles til valg, skal opføres på kandidatlister. En kandidatliste kan tidligst indleveres til formanden for valgbestyrelsen, borgmester Flemming Eskildsen, Torvegade 10, 3. sal, Skive tirsdag den 6. oktober 2009 og skal være indleveret senest kl. 12.00 tirsdag den 20. oktober 2009. Listen skal være underskrevet af mindst 25 og højst 50 vælgere (stillere) i Skive Kommune. En kandidatliste må højst indeholde 4 kandidater mere end det antal medlemmer, der skal vælges til Skive Byråd, hvilket vil sige 35 kandidater.

Listeforbund og/eller valgforbund skal ligeledes anmeldes til formanden for valgbestyrelsen senest kl. 12.00 mandag den 26 oktober 2009. Det samlede antal kandidater, der indgår listeforbund må højst udgøre 8 mere end det antal medlemmer, der skal vælges til Skive Byråd, hvilket vil sige 39 kandidater.

Blanketter til anmeldelse af kandidatlister og listeforbund/valgforbund til Skive Byråd kan fås ved henvendelse til Byrådssekretariatet, Torvegade 10, 3. sal, Skive eller på tlf.nr. 9915 5516, 9915 5515 eller 9915 6202.

I forbindelse med byrådsvalget afholdes der valg til Region Midtjylland. Henvendelse vedrørende kandidatlister m.m. til regionsrådet skal rettes til Regionssekretariatet, Region Midtjylland, Skottenborg 26, Viborg, tlf. 8728 5000. 

25. maj 2011 - Byrådssekretariat
Skive Kommune • Torvegade 10 • 7800 Skive • Tlf. 99155500 • sk@skivekommune.dkÅbningstider m.m. • EAN-numre