Jeg er 35 år og 2. års elev ved Skive Kommune i Kultur- og Familieforvaltningen.
Igennem min elevtid, kommer jeg rundt i flere forskellige afdelinger i forvaltningen, blandt andet Pladsanvisningen, Sekretariatet, Kultur og Fritid, PPR, Familiesektionen, Familiecenteret, Skole og Dagtilbud samt Økonomi.
Fordelen ved at komme så meget rundt i organisationen er, at jeg tilegner mig et bredt kendskab og forståelse for de, mange forskellige, arbejdsopgaver der er i en kommune. Jeg har gode kollegaer i hele forvaltningen og ved hvem jeg kan gå til ved forskellige spørgsmål.
Som kontorelev ved Skive Kommune har jeg desuden selv mulighed for at præge min uddannelse og komme med særlige ønsker til arbejdsopgaver og afdelinger.
Min uddannelsesbaggrund er en HHX fra Skive Handelsskole. Derudover har jeg har jeg arbejdet flere år som SOSU-assistent.
Jeg søgte stillingen ved Skive Kommune, da jeg havde brug for forandringer og et karriereskifte – med nye arbejdsmæssige udfordringer og muligheden for faglig og personlig udvikling, men hvor god service også er en del af jobbet.