Ret til orientering om indsamling af oplysninger om dig
Hvis Skive Kommune indsamler oplysninger hos dig selv, har du ret til at blive orienteret om følgende forhold:
- Identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige (Skive Kommune) og dennes eventuelle repræsentant.
- Kontaktoplysninger for en eventuel databeskyttelsesrådgiver.
- Formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til, og retsgrundlaget for behandlingen.
- De legitime interesser, som forfølges af Skive Kommune som dataansvarlig eller en tredjemand, hvis behandlingen er baseret på databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Udover ovennævnte forhold har du i fornødent omfang ret til at blive orienteret om følgende forhold:
- Eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplysningerne.
- Det tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum.
- Retten til at anmode Skive Kommune om indsigt i berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling vedrørende dig som registreret eller ret til at gøre indsigelse mod behandling samt retten til dataportabilitet.
- Når en behandling er baseret på et samtykke fra dig retten til at trække samtykket tilbage på ethvert tidspunkt, uden at dette berører lovligheden af behandling, der er baseret på samtykke, inden tilbagetrækning heraf.
- Retten til at indgive klage til Datatilsynet, der er tilsyns- og klagemyndighed
- Om meddelelse af personoplysninger er lovpligtigt eller et krav i henhold til en kontrakt eller et krav, der skal være opfyldt for at indgå en kontrakt, samt om du har pligt til at give personoplysningerne og de eventuelle konsekvenser af ikke at give sådanne oplysninger.
- Forekomsten af automatiske afgørelser, herunder profilering, og i disse tilfælde som minimum meningsfulde oplysninger om logikken heri samt betydningen og de forventede konsekvenser af en sådan behandling for dig.
Hvis Skive Kommune indsamler oplysninger hos andre end dig selv, har du udover ovennævnte forhold ret til at blive orienteret om følgende forhold:
- Berørte kategorier af personoplysninger.
- Hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og eventuelt hvorvidt de stammer fra offentligt tilgængelige kilder.
Hvis personoplysningerne indsamles hos dig selv, skal du orienteres på det tidspunkt, hvor oplysningerne indsamles. Hvis personoplysningerne indsamles hos andre end dig, og hvis oplysningerne f.eks. er bestemt til videregivelse til en anden modtager, skal du orienteres, senest når personoplysningerne videregives første gang.
Helt specifikke oplysninger om dig som registreret kan fås hos den afdeling eller enhed, der foretager de enkelte behandlinger. Det vil typisk være den afdeling, der behandler en konkret sag, som du er part i, eller som du på en anden måde har en tilknytning til.
Ret til indsigt
Retten til indsigt indebærer for det første, at du som registreret har ret til at se de personoplysninger, Skive Kommune behandler om dig.
Det vil normalt være oplysninger, der indgår i behandlingen af en konkret sag – f.eks. en ansøgningssag - eller som i øvrigt er nødvendige for Skive Kommunes virksomhed. Alle sager behandles i dag i et elektronisk sagsbehandlingssystem.
For det andet indebærer retten til indsigt, at du som registreret har ret til at modtage en række oplysninger om den eller de behandlinger, Skive Kommune foretager. Dette vedrører den måde, som Skive Kommune behandler dine personoplysninger på (indsamling, registrering, videregivelse mv.).
Formålet med indsigtsretten er at give dig mulighed for at se personoplysninger, Skive Kommune behandler om dig, og at skabe mere gennemsigtighed omkring, hvordan Skive Kommune behandler dem.
Du kan på den baggrund kontrollere, at personoplysningerne er korrekte og i øvrigt behandles lovligt.
Du skal selv kontakte Skive Kommune, hvis du ønsker oplyst, om Skive Kommune behandler oplysninger om dig, og hvis du i så fald ønsker indsigt i oplysningerne.
Ret til berigtigelse
Retten til berigtigelse indebærer for det første, at du som registreret har ret til at få urigtige (forkerte) personoplysninger om dig selv rettet.
Herudover har du – under hensyntagen til formålene med en behandling – for det andet ret til at få fuldstændiggjort ufuldstændige personoplysninger. Dette kan blandt andet ske ved, at du fremlægger en supplerende erklæring.
Det skal bemærkes, at Skive Kommune som dataansvarlig selv skal berigtige personoplysninger, hvis Skive Kommune bliver opmærksom på, at de er forkerte. Skive Kommune skal endvidere så vidt muligt sikre sig, at der altid behandles fuldstændige og ajourførte personoplysninger.
Din ret til berigtigelse får derfor praktisk betydning i de tilfælde, hvor du som registreret bliver opmærksom på eller får mistanke om, at der behandles urigtige personoplysninger.
Ret til at blive glemt
Retten til sletning indebærer, at du som registreret – med visse undtagelser – har ret til at få slettet oplysninger om dig selv.
Du har ret til at få dine personoplysninger slettet uden unødig forsinkelse, når blandt andet ét af følgende forhold gør sig gældende:
- Det er ikke længere nødvendigt for Skive Kommune at have oplysningerne om dig af hensyn til de formål, oplysningerne er indsamlet til.
- Skive Kommune har baseret sin behandling på et samtykke, du trækker dit samtykke tilbage, og Skive Kommune ikke samtidig har en anden hjemmel til behandlingen.
- Skive Kommune er forpligtet til at slette oplysningerne som følge af EU-lovgivning eller dansk lovgivning.
- Skive Kommune er forpligtet til at slette oplysningerne som konsekvens af, at du som registreret udøver din ret til indsigelse (for mere om denne rettighed se længere nede).
Ret til begrænsning af databehandling
Du har således ret til at få begrænset dine personoplysninger, når ét af følgende forhold gør sig gældende:
- Du bestrider rigtigheden af personoplysningerne. Skive Kommune skal i dette tilfælde begrænse behandlingen af oplysningerne i perioden indtil, Skive Kommune har haft mulighed for at fastslå, om personoplysningerne er korrekte.
- Skive Kommune behandler oplysningerne ulovligt, og du modsætter dig sletning af oplysningerne, men anmoder om begrænsning af anvendelsen. Du kan f.eks. foretrække begrænset behandling, hvis du ønsker, at det skal kunne dokumenteres, hvilke oplysninger, der har indgået i behandlingen af en sag.
- Skive Kommune har ikke længere brug for personoplysningerne til en behandling, men de er nødvendige for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
- Du har gjort indsigelse mod Skive Kommunes behandling. Skive Kommune skal begrænse behandlingen af oplysningerne i den periode, hvor det kontrolleres, om Skive Kommunes legitime interesser går forud for dine legitime interesser (for mere om denne rettighed længere nede).
Begrænsning af behandling af personoplysninger består i, at Skive Kommune foretager en mærkning af opbevarede personoplysninger med det formål at begrænse fremtidig behandling af disse oplysninger, jævnfør databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 3.
Hvis Skive Kommunes behandling af personoplysninger er begrænset, må du som nævnt ovenfor – udover at opbevare oplysningerne i Skive Kommunes systemer – som udgangspunkt ikke på anden måde behandle, herunder bruge eller videregive oplysningerne.
Skive Kommune må kun foretage anden behandling end opbevaring, hvis den registrerede har givet sit samtykke til det, eller hvis behandlingen sker med henblik på, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Skive Kommune må også bruge de begrænsede oplysninger, hvis det er nødvendigt for at beskytte en fysisk eller juridisk persons eller medlemsstats vigtige samfundsinteresser.
Herudover må de begrænsede oplysninger bruges, hvis det er nødvendigt for, at Skive Kommune kan overholde andre forpligtelser efter lovgivningen, herunder f.eks. offentlighedslovens regler om aktindsigt.
Hvis Skive Kommune giver aktindsigt i oplysninger, der er underlagt begrænset behandling, skal Skive Kommune informere den tredjemand, der modtager oplysningerne, om, at disse er underlagt begrænset behandling. Skive Kommune skal tillige fortælle vedkommende, hvad begrundelsen for den begrænsede behandling er.
Ret til underretning, hvis kommunen ændrer dine data
Hvis Skive Kommune har berigtiget eller slettet personoplysninger eller foretaget begrænsning af en behandling på baggrund af en anmodning fra dig som registreret, skal Skive Kommune underrette modtagere, som personoplysningerne måtte være videregivet til.
Du kan i den forbindelse anmode om, at Skive Kommune oplyser dig om disse modtagere.
Ret til dataportabilitet
Retten til dataportabilitet indebærer for det første en ret for dig som registreret til at modtage egne personoplysninger, som du har givet til Skive Kommune, i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format til personlig brug uden hindring.
For det andet indebærer retten en mulighed for dig til at overføre disse personoplysninger fra Skive Kommune til en anden dataansvarlig. Personoplysningerne skal kunne flyttes, kopieres og overføres fra ét IT-miljø til et andet uden hindring, hvis det er teknisk muligt.
Formålet med retten til dataportabilitet er at give dig en øget kontrol over dine personoplysninger. Dette gælder både, når du ønsker at modtage dine egne personoplysninger, og når du ønsker at overføre dine personoplysninger til en ny dataansvarligs systemer.
Du har ret til at modtage og flytte dine personoplysninger, når følgende to betingelser er opfyldt:
- Skive Kommunes behandling af oplysninger om dig foretages automatisk og er baseret på et samtykke eller er nødvendig for at opfylde en kontrakt.
- Du som registreret selv har givet Skive Kommune de personoplysninger, Skive Kommune behandler. Du anses for at have givet Skive Kommune oplysningerne, både når oplysningerne er givet direkte til Skive Kommune, og når de er genereret ved brug af elektroniske anordninger, som Skive Kommune er dataansvarlig for.
Du har ikke krav på at modtage oplysninger, der er behandlet gennem f.eks. en analyse eller algoritme, eller som du ikke selv har givet til Skive Kommune. De oplysninger, som ligger til grund for den pågældende analyse eller algoritme, og som kan henføres til dig, vil dog som udgangspunkt være omfattet.
Det bemærkes i øvrigt i den sammenhæng, at retten til dataportabilitet ikke gælder, når behandlingen er nødvendig for udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Skive Kommune har fået pålagt.
Ret til indsigelse
Retten til indsigelse indebærer, at du som registreret til enhver tid har ret til – af grunde, der vedrører din særlige situation – at gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dine personoplysninger.
Dette gælder dog kun i tilfælde, hvor Skive Kommune behandler personoplysninger på ét af følgende behandlingsgrundlag:
- Behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Skive Kommune som dataansvarlig har fået pålagt.
- Behandlingen er nødvendig for, at Skive Kommune som dataansvarlig eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre dine interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor.
Ret til ikke at være genstand for afgørelse baseret på automatisk behandling
Ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
Retten indebærer for det første, at du som registreret har ret til ikke at blive underlagt en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling.
For det andet indebærer retten, at du har ret til ikke at blive underlagt en automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende oplysningerne til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende dig, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende din arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser (profilering – når denne danner grundlag for en automatisk afgørelse).
Retten har i praksis den betydning, at Skive Kommune som udgangspunkt ikke må træffe afgørelser, der alene er baseret på automatisk behandling eller profilering, når afgørelsen eller profileringen har retsvirkninger for eller betydeligt påvirker dig.
En automatisk behandling er, når en behandling sker uden nogen form for menneskelig indgriben. Det vil sige, at der ikke er en fysisk person - f.eks. en sagsbehandler - inde over behandlingen.
Retten gælder som nævnt kun i tilfælde, hvor en afgørelse har retsvirkning for eller betydeligt påvirker en registreret. Eksempler på, at en afgørelse har retsvirkning for eller betydeligt påvirker en registreret kan være, at en registreret får afslag på at rejse over en grænse, at en registreret får afslag på en social ydelse, eller at en registreret får afslag på at tegne en forsikring.
Ved vurderingen af, om en afgørelse betydeligt påvirker en registreret, skal der også lægges vægt på, hvad den registreredes forventninger er til afgørelsen. Derudover kan der lægges vægt på andre ønsker eller specielle sårbarheder hos den registrerede, som gør, at afgørelsen betydeligt vil påvirke vedkommende.
At afgørelsen skal lægge vægt på en evaluering af personlige forhold betyder omvendt, at et system, der udelukkende evaluerer "hårde" værdier – som det indestående beløb på en bankkonto – og dermed ikke "bløde" værdier – som en persons interesser – ikke vil være omfattet af rettigheden.
Ret til at indgive klage til en tilsynsmyndighed
Som registreret kan du klage over behandlinger mv. til Datatilsynet, som er tilsynsmyndighed i forhold til reglerne om databeskyttelse.
Du kan finde oplysninger om klagemulighederne på Datatilsynets hjemmeside.