Ledelsessekretariatet
I Ledelsessekretariatet varetager vi opgaven med betjening af Erhverv- og Arbejdsmarkeds-udvalget, Sundheds-, Social- og Forebyggelsesudvalget og Udvalget for Ældre, forvaltningens direktør og chefgruppen. Vi udarbejder dagsordner og referater til råd- og udvalgsmøder, tager os af den daglige post, passer telefonen, sørger for booking af møder samt forplejning og lokaler, behandler anmodninger om aktindsigter, samt mange andre administrative ad hoc-opgaver. I sekretariatet arbejdes der også med økonomi- og budgetter, analyseopgaver og andre udviklingsopgaver. I Ledelsessekretariatet er vi ca. 15. medarbejdere.

Arbejdsmarkedsafdelingen
Afdelingen beskæftiger sig med mange forskellige målgrupper, det er bl.a. ledige på dagpenge eller kontanthjælp, sygemeldte, unge uden uddannelse og flygtninge. Kerneopgaven er at hjælpe borgerne i job eller uddannelse samt at lære udlændinge dansk. 

Derudover betjener Borgerservice & Ydelse kommunens borgere i forhold til bl.a. pas, kørekort, digital selvbetjening, vielser samt udbetaling af offentlige ydelser. 

I Arbejdsmarkedsafdelingen er der samlet set ca. 270 medarbejdere fordelt på 7 sektioner og et sekretariat. 

Socialafdelingen
I Socialafdelingen yder vi støtte til borgere over 18 år, der har et fysisk handicap, er udviklingshæmmede, hjerneskadede, eller en autismespektrumsforstyrrelse. Vi yder støtte i døgntilbud, i bofællesskaber og individuel støtte i egen bolig. Derudover yder vi støtte gennem beskæftigelsestilbud og aktivitetstilbud.

Der er stor forskel på, hvor meget støtte, vores borgere har behov for.

Vi har også en undervisningsafdeling, med en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og specialundervisning for voksne. 

Pleje og Visitation
Pleje og Visitation varetager primært opgaver ift.  ældre. I kommunen er der 19 plejecentre og 11 hjemmeplejegrupper, som yder pleje, praktisk hjælp og sygepleje. Vi har også dagcentre med aktivitetstilbud til ældre og demente. Derudover har afdelingen også opgaver ift. mestring og rehabilitering, hjælpemidler og velfærdsteknologi. 

Sundhedsafdelingen
Sundhedsafdelingen arbejder på tværs af hele kommunen, og har tilbud til borgere i alle aldersgrupper. Afdelingen omfatter:

Sundhedscentret: forebyggelse, genoptræning, tilbud til mennesker med kronisk sygdom, træning til sygemeldte borgere.  Der kommer godt 4000 mennesker i Sundhedscentret hvert år.

Tandplejen: tandpleje, både til børn og unge fra 0-18 år, og til voksne, der ikke umiddelbart kan bruge private tandlæger.  De voksne kan for eksempel være ældre på plejecentre, eller mennesker med omfattende handicap. 

Psykiatrien: tilbud til mennesker med store psykiske problemer eller psykisk sygdom.

Rusmiddelcentret: tilbud om hjælp til at komme ud af et misbrug, samt forebyggelse i forhold til børn og unge, med henblik på at undgå et senere overforbrug af alkohol eller brug af stoffer.

Publiceret 30-05-2016