læs op hjælp a-å sitemap kontakt om skive.dk

90 års fødselsdagen i Glyngøre Kirke

Glyngøre kirke kan fejre 90 års fødselsdag den 5. april, og det betyder, at det i år ikke bliver” - the same procedure as last year.”

I år får kirken nemlig besøg af kunstneren til kirkens nye glasmosaik, Poul Ebbe Nielsen. Kunstværket afsløres efter festgudstjenesten, hvor biskop Karsten Nissen vil deltage.

Poul Ebbe Nielsen er tidligere Sallingbo. Han er født i Durup, hvor hans forældre drev det daværende varehus – Æ Warehus, som det blev kaldt.

I dag bor Poul Ebbe Nielsen på Dyssegård på Sjælland. Han er uddannet læge og autodidaktisk kunstner. Allerede i gymnasietiden begyndte han at male med oliefarver, men har i årenes løb også arbejdet med linoleumssnit, akvarel, oliekridt og med akrylfarver, som i dag er det foretrukne.

I de senere år har den kunstneriske udfoldelse udviklet sig til at omfatte arbejde med skulpturer i materialer som træ, fedtsten eller molersten fra Fur, hvor en del af skulpturerne senere er støbt i bronze.

Poul Ebbe Nielsen har haft utallige udstillinger, og hvis man lægger vejen forbi Vile kirke, kan man her se en prøve på hans kunstneriske formåen – en glasmosaik, der i 2001 blev ophængt i det østvendte vindue lige over kirkens alter.

Glasarbejdet til mosaikken i Gyngøre kirke er lavet af Per Hebsgaard, som ifølge Poul Ebbe Nielsen er landets dygtigste på sit felt. Mosaikken skal hænges op i det vestvendte vindue i våbenhuset. Hovedmotivet er Kristus i stiliseret form, der står med åbne arme, og tager imod kirkens besøgende.

Det vibrerende Lys- og farvespil i det håndvalsede franske glas er utrolig smukt, og i forbindelse med afsløring af værket, vil Poul Ebbe Nielsen fortælle om mosaikkens tilblivelse – herunder valg af motiv, farver osv.

”Another procedure than last year”

23. april 2009 - Skive Kommune
Skive Kommune • Torvegade 10 • 7800 Skive • Tlf. 99155500 • sk@skivekommune.dkÅbningstider m.m. • EAN-numre