
Børnekulturnatten tændte lys og lygter
Med sine ca. 1500 glade deltagere blev Børnekulturnat 2011 i Skive fredag den 7. oktober en endnu større succes end sidste år.
Se nogle fastfrosne øjeblikke fra den herlige aften, hvor ungerne prægede det mørkelagte gadebillede
Spil Maestro!! – og børnekulturen blev talt og sunget i gang af byrådsmedlem Bente Dahl med Halfdan Rasmussens børnesang:
"Kanonkongen Knold,
der var gal som en trold,
købte kugler og krudt for en krone.
Kom en mægtig portion i sin store kanon,
og skød hoved og hat af sin kone."
Sangen koblede sig op på det Nørrejyske Artelleri-regiments Saluteringslaug, der efterfølgende affyrede 10 rungende og røgfyldte kanonskud ud i aftenens begyndende skumring for at markere åbningen af tre timers oplevelser for børn, forældre og andre engagerede.
Nattens oplevelser
Udstyret med egne eller sponserede lommelygter fra XL Diges – bevægede et tændt publikum sig herefter ud i nattens mulm og mørke, hvor et væld af spændende oplevelser ventede. Og der var alt fra spøgelses- og skattejagt, fotoudstilling, træskæring, bagning af snobrød – hen over frembringelse af Kulturnat-Skulptur, dans, musik, fortælling, tegning – til middelalderfight, BMX-kørsel og parkour-workshop.En fantastisk stemning
På oplevelses-stationerne summede det hele aftenen af liv og aktivitet. Virkelysten holdt sig indtil "lukketid." Da klokken nærmede sig 22.00 satte de fire ældre mænd fra Træmuseet sig ned på medbragte stole for afslutningsvis at nyde kaffe og hjemmebag. Men pludselig dukkede der endnu en gruppe forældre og børn op – og så kørte showet igen. Andre forsøgte at få en sidste fortælling på det gamle rådhus, om Tordenguden Thor. FortælleTove havde dog på det tidspunkt "lukket bogen," men hun forærede børnene en tegning, som illustrerede Livets Træ, der forbinder Himmel og Jord, mens hun forklarede:- Øverst i træet, i Asgård, bor guderne - i Midgård, i midten, bor menneskerne, og nederst i Udgård bor jætterne. Heimdal, regnbuens vogter, som kan høre græsset gro sørger for at jætterne ikke kommer op til guderne og forstyrrer deres særlige orden og balance. Så børnene fik på falderebet alligevel mulighed for at stå på grænsen mellem Asgård og Midgård – og ballademagerne i Udgård – ja de var heldigvis gået tidligt i seng.
Tak til alle interessenter og deltagere for en fantastisk opbakning og et sjældent engagement og tak til XL Diges for bidraget på 500 fuldt monterede lommelygter.
Børnekulturnatten emmede af liv og dejlige børn med lygter i hånden og lys i øjnene.Her kan du se nogle fotos fra nogle af de børnekulturelle steder fra Skive Midtby.
