
Lederfest år 2011
Fredag den 11. marts, blev der afholdt lederfest i Kulturcenter Limfjord, og deltagelsen var større end nogensinde. Festen blev dels holdt for de mange sportsudøvere, der i år 2010 er blevet kåret som mestre i forskellige discipliner under Dansk Idræts Forbund – dels for de mange frivillige trænere, ledere og hjælpere, som med flid og engagement har arbejdet utrætteligt for at gøre dette muligt.
Relaterede links
”Et af kommunens kerneområder er netop det aktive liv, og derfor er det dejligt at se, at interessen for at fejre vores idrætsudøvere og frivillige er vedholdende og stigende. Det er vigtigt - da en aktiv fritid er vejen frem mod et sundt liv, og vores mestre fremstår på mange måder som rollemodeller for især vores børn og unge,” siger borgmester Flemming Eskildsen.
Gæsterne ved lederfesten kunne i år glæde sig over underholdning af Frank Hvam, som på rekordtid er blevet en eftertragtet komiker på den danske stand-up scene. Desuden optrådte Skive Sportsdanserforening, Fremad, og viste deres nuancerede færdigheder på gulvet.
I år var der rigtig meget at fejre. For ud af de 88 deltagende foreninger, er der 17 klubber, som i alt har fostret 103 mestre.
Borgmester Flemming Eskildsen ønskede personligt de 90 fremmødte mestre tillykke sammen med overrækkelsen af en unik gave - fremstillet af glaskunstner, Jane Helledie. Desuden fik de foreninger, der står bag mestrene, en erkendtlighed fra Skive Kommune til klubbernes fremtidige virke.
Herunder er der billedgalleri fra aftenen med fotos taget af den lokale fotograf Gert Laursen:
16. marts 2011 - Kultur og Markedsføring
