Flotte seertal på TV-SKIVE

Hver fjerde borger over 15 år i Skive Kommune har set TV-SKIVE. Det viser en seeranalyse, foretaget af Gallup for Skive Kommune.
Relaterede links
Efter blot et halvt år i luften har Skive Kommunes lokale tv, TV-SKIVE, opnået pæne seertal. 10.000 borgere i Skive Kommune har set TV-SKIVE, 2.000 af dem ser TV-SKIVE hver uge. Det viser en seeranalyse, foretaget af Gallup for Skive Kommune.
Det betyder, at hver fjerde borger over 15 år har set TV-SKIVE, og langt de fleste af dem har set udsendelserne på deres fjernsyn. Således har 8.000 borgere tændt for det lokale program fra Skive, mens resten af de 10.000 enten har set TV-SKIVE på hjemmesiden www.tvskive.dk, youtube eller facebook.
Ud af de 10.000 borgere som har set TV-SKIVE, ser 2.000 borgere programmet en gang om ugen, mens der i alt er 5.000, som ser det en gang om måneden – sidstnævnte er inklusiv de 2.000, som ser TV-SKIVE ugentligt.
Skives borgmester Flemming Eskildsen er tilfreds med resultatet.
- Det er mere end, jeg havde forventet. At vi er nået hertil på et halvt år er i sig selv flot. Det viser, at TV-SKIVE har ramt noget hos nogen, og at det bliver brugt. Det er positivt, siger han.
Spændende historier
Gallups analyse er gennemført efter ønske fra Kultur- og Fritidsudvalget, som har efterspurgt seertallene for at kunne tage stilling til TV-SKIVES fremtidige drift. TV-SKIVE blev opstartet i februar med midler fra visionspuljen, og det har hele tiden været planen, at produktionen skulle evalueres efter et halvt år.
Formålet med TV-SKIVE har fra begyndelsen været at samle borgerne om de gode historier fra hele kommunen, både som geografisk område og som offentlig virksomhed. Indslagene skal give borgerne bedre mulighed for at følge med i det, der sker i deres kommune og samtidig skabe større stolthed over at være borger på Skive egnen.
- Jeg synes TV-SKIVE har leveret et flot og professionelt produkt med spændende historier, hvor vi fortæller hinanden om, hvad der sker i vores kommune. Jeg var fra begyndelsen fortaler for, at vi skulle gå i gang med at lave tv, og det er jeg stadig indstillet på. Der kan altid raffineres og justeres, men jeg mener, vi skal bruge de muligheder, som de forskellige medier byder på i fremtiden, hvor borgerne i højere og højere grad vil gå på nettet og hente de oplysninger, de har brug for, når det passer dem. Det handler om at følge med tiden, siger Flemming Eskildsen.
Budgetforhandlinger afgør fremtiden
Skive Byråd fastlægger i løbet af de kommende måneder næste års budget, og der skal spares. Flemming Eskildsen forudser politisk krav om, at TV-SKIVE ikke bliver en del af det kommunale budget.
- TV-SKIVE blev sat i gang med velvilje som et visionært projekt, men nu kan det komme til at handle om noget så lavpraktisk som økonomi. Vi skal fastlægge et budget med midler, som kan være knappe, og hvis man holder penge til at producere tv op mod penge til at yde en god hjemmehjælp, så kan tv komme til at fremstå svagt. Men jeg vil også sige, at vores opgave som politikere nogle gange er at være modige nok til at lade være med at lave denne sammenligning, for ellers vil der aldrig være midler til sådan noget som kultur eller kommunikation. Og det kan vi heller ikke undvære, siger borgmesteren.
FAKTA
Siden 25. juni har det været muligt at måle antal besøgende på www.tvskive.dk. I perioden 25. juni – 8. august har 2.380 forskellige besøgende klikket ind på hjemmesiden. 94 % af dem har i gennemsnit været over 6 min. på hjemmesiden. TV-SKIVE sender et ugentligt program på et kvarter hver onsdag kl. 16.45, 21.00, 21.15, torsdag kl. 16.45, fredag og lørdag kl. 13.00 på KANAL MIDT-VEST. Udsendelserne kan også ses på www.tvskive.dk
