Jeppe Aakjær

Jeppe Aakjær blev født Jeppe Jensen i Aakjær, Fly Sogn ved Skive den 10. september 1866  og døde den 22. april 1930. Han var en dansk forfatter af romaner, noveller, digte, og skuespil. Herudover har Jeppe Aakjær skrevet en del lokalhistoriske bøger, de fleste baseret på studier af arkivalier på Landsarkivet i Viborg. Sønnen Svend Aakjær (1894-1963) var landsarkivar på arkivet i Viborg fra 1929 og endte sin karriere som rigsarkivar på Det kgl. Bibliotek.

Barndomshjemmet i Aakjær var meget fattigt og stedet kunne ikke brødføde familien, så drengene blev sendt ud som hjorddrenge hos de store gårdmænd på egnen. Jeppe var ingen undtagelse og som 10-årig blev han sendt hjemmefra, og kom til at bo i et karlekammer. Det var et hårdt liv. Tidlig om morgenen skulle han sætte kreaturerne på græs. Hele dagen og aftnen skulle de flyttes rundt til nye græsarealer og hjem til malkning. Indimellem var der skolegang, hvor der var lidt fred fra det hårde arbejde. Han fandt også tid til læsning, som var hans helt store fornøjelse.

Jeppe gik i Fly skole. Her fik han det sidste skoleår en grundtvigsk lærer, Niels Jacobsen. Læreren opdagede meget hurtigt, at drengen havde tilegnet sig særlige kundskaber, og fik forældrene overtalt til at sende ham på Staby efterskole. Senere tog Jeppe Aakjær til Askov højskole for at uddanne sig til højskolelærer. Tanken var fostret af de to venner, storbonden Per Odgaard fra Tastumgård og mejeristen Esper Andersen fra Jebjerg.  Det blev en fiasko, da højskolelærerne ikke ville anerkende Darwins evolutionslære, som Aakjær havde sat sig grundigt ind i. Senere blev han højskolelærer hos Morten Pontoppidan på Københavns højskole, men blev afskediget, netop fordi han underviste i Darwins lære.

Under Estrupperioden var Aakjær flere gange i konflikt med samfundet. Han blev den 17. januar 1887 fængslet efter et foredrag i Fly om den franske revolution i 1789. I det samme foredrag angreb han kirken og i særdeleshed Indre Mission. Det blev for meget for den stedlige præst, der angav Aakjær.

Gennem foredragene kom han i kontakt med storbondedatteren Marie Bregendahl, der ligesom han selv stammede fra Fjends. De flyttede sammen til København, hvor de blev gift. Marie skulle drive pensionat medens Jeppe skulle tage studentereksamen. Aakjær blev student og fik også første del af historieuddannelsen på universitetet. Samtidig havde de i 1894 fået sønnen Svend. Det var økonomisk og socialt en meget hård tid for dem begge.

I slutningen af 1899 skiltes Marie og Jeppes veje. Aakjær blev boende i København, men om sommeren flyttede han til gode venner i Jylland, blandt andet mejeristen Esper Andersen i Jebjerg og distrikstlægen i Sjørup Johanne og Sigurd Rambusch. De to steder tog forfatterskabet fart og næredes af de personlige oplevelser og fortællinger han havde fra sin barndom. I Jebjerg skrev han bl.a. "Missionen og den Høvdinge", 1899, ”Bondens Søn”, 1899, ”Vadmelsfolk”, 1900 og "Vredens Børn", 1904. ”Vredens Børn” satte sindene i kog over hele Danmark. Ikke mindre end 1000 artikler blev der efterfølgende skrevet. De fleste kritiserede Aakjær, men en del fik øje på de elendige forhold de tyende levede under og i 1907 nedsattes en tyendekommission med bl.a. Peter Sabroe, der skulle se på forholdene. Loven blev fjernet i 1921.

Hos Rambusch skrev Aakjær i vinteren 1906 den berømte digtsamling "Rugens Sange", der i dag er kommet i mere end 100.000 eksemplarer. Det samme år fik han Det Ancherske Legat på 1800 kr. For pengene tog han på en tur rundt i Europa. Det mest givende på turen var besøget i Skotland, hvor han besøgte alle mindesmærkerne for den skotske nationaldigter Robert Burns. Under opholdet skrev han ikke mindre end fem digte om Burns - et af Aakjærs store forbilleder.

I 1902 møder Jeppe Aakjær en ung jysk pige ved navn Nanna Krog. Han forelsker sig straks i pigen og hun i ham. Da Aakjær ikke havde orden i sine skilsmissepapirer kunne han først blive gift den 25. april 1907 med Nanna Aakjær. Straks efter ægteskabet flyttede parret ind på den nybyggede gård Jenle på Salling 12 km. nord for Skive. Nanna Aakjær, var først uddannet snedker og derefter billedskærer fra Tekniska Skolan för quinliga Lärjungar i Stockholm med studiophold på Nääs Sløjdskole ved Göteborg, samt et år i London. Herfra blev hun udlært som billedskærer i 1898.

I 1910 afholdtes den første Jenlefest. Indtil sin død blev der hvert afholdt store folkefester, der trak tusinder af deltagere. Her havde Aakjær sin politiske talerstol, hvor han kunne agitere for sociale forbedringer for de dårligst stillede i Danmark.

På Jenle fortsatte forfatterskabet med en række digt- og novellesamlinger og romanen ”Jens Langkniv”. Her skrev han også 5 skuespil. Den mest kendte er ”Livet på Hegnsgaard”, der blev flot modtaget på Dagmarteatret i København, men opnåede kæmpesucces på teatret i Aarhus og andre provinsteatre.

I 1917 indstiller en norsk filosof Jeppe Aakjær til Nobels litteraturpris. De svenske litteraters anbefalinger var meget fornemme, men komiteens formand var ikke meget for socialt engagerede forfatterskaber, og frygtede datidens sociale revolutioner i Europa. På det grundlag afvistes Aakjær.

Da Aakjær i 1926 blev 60 år ville de københavnske dagblade fejre ham. Festen blev afholdt på Københavns Rådhus, hvor man havde gjort plads til 1600 personer. Pladserne blev meget hurtigt udsolgte. Festtalerne var mange og Aakjærs takketale blev transmitteret i radioen. Alle betalende blev budt på smørrebrød og pandekager, der her blev serveret for første gang. Hen på aftenen gik Aakjær ud på balkonen og beundrede de mange tusinde fakler, der var tændt til hans ære.

I 1928 ønskede danske litterater et Dansk Akademi efter svensk forbillede. Der blev foretaget avisafstemninger, der resulterede i, at Aakjær fik dobbelt så mange stemmer som nummer to og tre til sammen. Det var henholdsvis Henrik Pontoppidan og Johs. V. Jensen. I vinteren 1930 indvalgtes han i Nordisk forfatterforenings bestyrelse. Aakjær var på toppen af sin forfatterkarriere og havde den glæde, at han også tjente godt på skriveriet.

Tirsdag den 22. april døde Aakjær. En stor dansk digterkonge var død. Kisten blev ført fra Jenle til København og ikke mindre end 150.000 personer tog afsked med den folkekære forfatter. Statsminister Stauning holdt en bevæget tale ved kisten. Jeppe Aakjærs urne blev nedsat i lyngbakkerne syd for Jenle. Stedet besøges hvert år af ca. 30.000.

På stenen står:
"Her standsed de glade klange.
Her sattes mit livsens mål.
Det er asken af usungne sange,
der hviler i denne skål."

Aakjærs forfatterskab lever fortsat. ”Jens Langkniv” og ”Livet på Hegnsgaard” blev efter Aakjærs død indspillet som film. ”Jens Langkniv” er også kommet som tegneserie. I 18. udgave af Højskolesangbogen fra 2010 er Aakjær repræsenteret med 18 sange kun overgået af Grundtvig.  Der bliver fortsat sat nye melodier til Aakjærs lyrik.

Aakjærselskabet, der er Danmarks største og et af Europas 10 største litteraturselskaber, udgiver fortsat Aakjærs litteratur og afholder hvert år en række musikalske og litterære arrangementer samt den berømte Jenlefest.

I dag har Aakjærs forfatterskab fået en renæssance, da det er en dansk parallel til den postkoloniale litteratur i en række ulande, hvor der nu sker en omstilling fra agrar til urban kultur, som netop fandt sted i Danmark på Aakjærs tid.