Afgift til drikkevandsbeskyttelse
Gebyr for indvinding af grundvand ændret
Igennem en årrække er der blevet opkrævet et gebyr på tilladelser til indvinding af grundvand til kortlægning af drikkevandsressourcer og udarbejdelse af indsatsplaner for beskyttelse af ressourcerne. Ved ændringer i vandforsyningsloven og vandafgiftloven, er gebyret fra årsskiftet 2011/2012 lagt over på den afgift, der i forvejen er på ledningsført vand. Samtidig forhøjes afgiften på ledningsført vand generelt. Afgiften på ledningsført vand vil herefter være i alt 5,90 kr/m3 i 2012 og forhøjes med yderligere 23 øre/m3 fra og med 2013.
Lovændringerne betyder, at afgiften på ledningsført vand i 2012 forhøjes fra 5,00 til 5,23 kr/m3 og i de følgende år 5,46 kr/m3. Oveni kommer den nye "grundvandsafgift" på 67 øre pr. m3, som erstatter den hidtidige afgift på 30,5 øre pr. m3 til drikkevandsbeskyttelse efter vandforsyningslovens kapitel 4a. Denne grundvandsafgift løber til og med 2017. Alle beløbene skal tillægges moms.
Bestemmelser og afgiftsgrundlag for grundvandsafgiften på 67 øre/m3 vand er de samme som for afgiften for ledningsført vand. Momsregistrerede virksomheder vil således få tilbagebetalt afgiften af den vandmængde virksomheden forbruger. Samtidig skal vandindvindere med en årlig indvinding på mindre end 6.000 m3/år nu også betale grundvandsafgiften, hvor de tidligere var afgiftsfritaget. For erhverv betyder lovændringerne, at grundvandsafgiften falder væk. Indvinding af grundvand til f.eks. markvanding, industri, kølevand osv. er ikke mere belagt med grundvandsafgift. Det samlede provenu af grundvandsafgiften er uændret i forhold til tidligere.
Provenuet af grundvandsafgiften fordeles mellem stat og kommune således, at staten får 70,3% af den samlede afgift svarende til 47,1 øre/m3 og kommunerne får 29,7 % svarende til 19,9 øre/m3.
Statens andel af afgiften bruges primært til kortlægning af drikkevandsressourcerne. Denne kortlægning varetages for Skive Kommunes vedkommende af Naturstyrelsen Vestjylland.
Kommunens andel bruges primært til udarbejdelse af indsatsplaner til beskyttelse af drikkevandsresourcerne, men afgiften dækker ikke de udgifter, der vil komme for at føre indsatsplanerne ud i livet.
Indsatsplaner for drikkevand
En indsatsplan til beskyttelse af drikkevandet skal detaljeret beskrive, hvad der skal gøres, og hvor der skal gøres noget for at beskytte drikkevandsressourcerne i fremtiden.
I Skive Kommune skal der i de kommende år laves indsatsplaner i 5 områder. Der findes 3 områder, hvor der allerede findes en indsatsplan. Beskyttelsen skal omfatte de fremtidige vandværker og alle områder, der er udlagt som "områder med særlige drikkevandsinteresser".
For øjeblikket arbejder Skive Kommune på indsatsplan for området Selde-Junget og Fur. Indsatsplan for Durup-Balling er startet primo 2012. Inden for 2012 - 2013 startes indsatsplanlægning ved Skive-Stoholm. Sidstnævnte i samarbejde med Viborg Kommune.

