2 m bræmmer langs vandløb og søer
Bestemmelsen om 2 m bræmmer gælder for alle vandløb og for søer over 100 kvadratmeter, der ligger i landzone og som er naturlige eller højt målsatte i Viborg Amts Regionplan 2005.
På kortbilaget er alle vandløb, der er højt målsatte (A og B målsatte) og/eller naturlige vandløb, markeret med blå farve. Naturlige vandløb er vandløb, som findes på ældre kortmateriale, og som vurderes at være naturlige vandløb ud fra vejledningens retningslinier. På de blå vandløbsstrækninger gælder kravet om 2 meter bræmme. Du kan læse mere i Naturstyrelsens "Vejledning om bræmmer langs vandløb" (se linkboks til højre). På den sidste side i vejledningen er der en skitse, der illustrerer, hvordan du beregner 2 m bræmmen.
Bræmmen må ikke dyrkes eller jordbehandles og der ikke må foretages terrænændringer. Der må ikke plantes eller fældes træer uden tilladelse.
Bræmmerne beskytter vandløbet mod, at sand og jord skylles ud fra markerne. Plantevæksten på bræmmen kan være med til at bortskygge noget af grøden i vandløbet. Bræmmerne er på den måde et bidrag til at sikre afledning af vand og mindske udgifterne til vandløbsvedligeholdelsen. Samtidig er bræmmerne en stor gevinst for naturen.
Græsning og høslet er tilladt på bræmmen. Hvis der går dyr på arealerne ved vandløbet, skal der som hovedregel opsættes et hegn mindst 1 meter fra vandløbet, så dyrene ikke træder brinkerne ned.
Rørlagte strækninger af vandløb er ikke særskilt registreret. Rørlagte strækninger, samt vandløbsstrækninger og søer, der ligger i byzone eller sommerhusområde, er ikke omfattet af bræmmebestemmelsen. Hvis et rørlagt vandløb frilægges, gælder bræmmekravet.
Tilløb og grøfter, der ikke er registreret på kortmaterialet, er ikke registreret som vandløb, men som tilløb og grøfter. Tilløb og grøfter er omfattet af vandløbsloven. På ældre kortmateriale kan der være yderligere vandløbstrækninger indtegnet og som derfor er naturlige vandløb i henhold til retningslinierne. Sådanne vandløbsstrækninger er dermed også omfattet af bræmmekravet.
Landmænd og rådgivere kan anvende kortet til vurdering af, hvorvidt et vandløb er omfattet af bræmmebestemmelsen.
Hvis der er tvivl om registreringen af et vandløb eller ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte Skive Kommune, Teknisk Forvaltning, se i tekstboksene i højre side.

