Søernes økologi

På denne side kan du læse mere om, hvilke faktorer der bestemmer miljøtilstanden i en sø. Det handler om påvirkningerne udefra som forurening, vejr og vind, men også om forholdet mellem dyr og planter, mellem søbund og vandsøjle, mellem fredfisk og rovfisk og meget mere.

Den rene sø

I en ren og næringsfattig sø er andelen af rovfisk normalt over 1/4. De lever blandt andet af fredfisk som skalle og brasen og er i stand til at holde populationen af disse planktonspisende fisk nede.  Store dyreplankton som dafnier og andre cladoceer trives i en ren sø, da der her ikke er så mange, der vil spise dem. Dafnier er de allermest effektive græssere af alger. I forsommeren, når der er mange dafnier, kan de skabe helt klart vand ved at spise hovedparten af algerne.

Det lave næringsniveau i en ren sø betyder, at produktionen af alger ikke er særlig stor. Der er således heller ikke så meget føde til de næste led opad i fødekæden. Den samlede biomasse i den rene sø er derfor lav i forhold til den uklare sø.

I lavvandede næringsfattige søer ses en stor vækst af undervandsplanter. Planterne har en positiv effekt på bundforholdene i søen, da sedimentet ikke så nemt bliver hvirvlet op. Der kan derfor leve flere bunddyr som muslinger, snegle og myggelarver. Planterne er desuden skjul for rovfisk og store dyreplankton.

Den uklare sø

Når fosfortilførslen til søen er for stor, hober fosforen sig op i søbunden, hvor det bindes til naturligt forekommende jern. Når der opstår iltsvind, kan jern ikke binde fosfor, som derfor frigives til vandet. Med tilledningen af fosfor stiger produktionen af planktonalger eksplosivt, og søen bliver grøn og uklar. Bundplanterne kan ikke få lys og dør. Rovfiskene får dårligere den ringe sigt. Resultatet er en stor bestand af fredfisk, der spiser alt, hvad der er af dafnier. Når dafnierne ikke er der til at spise planktonalger, bliver søen endnu grønnere. En ond cirkel.