Pas på de små i trafikken
Relaterede links
Mange nye børn i trafikken i august
I Skive kommune myldrer nye, små trafikanter ud på gader og stræder, når mere end 600 børn begynder i 0. klasse i august. Det stiller store krav til trafikanter, skoler - og ikke mindst forældrene.En landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden, politiet og kommunerne sætter i uge 32-35 fokus på de nye skolebørns sikkerhed i trafikken.
Skive Kommune har løbende fokus på at gøre skolevejen mere sikker, men skolernes og forældrenes indsats spiller samtidig en vigtig rolle. Det er en udfordring for forældre at lære deres børn at klare sig sikkert i trafikken. Det kræver masser af øvelse og træning, og de bedste rollemodeller for børn er deres forældre. For at støtte op om indsatsen er kommunen med i kampagnen ”Pas på de små i trafikken”.
Om kampagnen
På første skoledag fik de nye elever en postmappe indeholdende en folder til forældrene og et opgavehæfte. Desuden fik de en flot kasket med teksten ”Pas på mig i trafikken”. Skolen fik plakater til ophæng på skolen. Inden skolestart opstillede kommunen vejkantplakater langs skolevejen for at skærpe trafikanternes opmærksomhed. I dagene efter skolestart kom politiet rundt på alle skoler i kommunen og medbragte en sikkerhedsvest til de nye elever.
Vindere af skolestartskampagnens klassekonkurrence blev 0. klasse fra Ramsing Skole og 0. klasse fra Roslev Skole.
30. september 2010 - Skive Kommune


