Spring navigation over

Ny udstilling om BigBlue viser planerne for Skives fremtid

07-11-2018

En masse nye BigBlue-projekter skyder frem. Kom og hør om dem på udstillingen, der åbner i det gamle elværk på Brårupgade 18 onsdag den 14. november 2018 klokken 14. Du kan få svar på dine spørgsmål og selv gå rundt og kigge. Og vi vil rigtig gerne høre, hvad DU synes om det hele.

Hvordan skal Skive by udvikle sig? Hvordan får vi udnyttet vores unikke beliggenhed ved fjorden og åen, så byen bliver et endnu skønnere og mere levende sted at bo og leve? Hvordan tænker vi vores høje ambitioner om bæredygtighed ind i så stort et projekt? Hvordan ser din drømmebolig ud i sådan et projekt?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når BigBlue Skive på onsdag i næste uge slår dørene op til en stor udstilling om de planer, der er med til at skabe rammen for Skives fremtid. Udstillingen er åben i det gamle elværk i Brårupgade 18 mandag-torsdag fra 14-16.30 i perioden fra den 14.-28. november. Projektlederen for BigBlue i Skive Kommune vil være til stede i åbningstiden alle dage, så du har mulighed for at stille spørgsmål og måske selv komme med idéer og input til projektet. Der er afsat 40 millioner kroner til formålet, og de skal bruges inden 2021. Kom og vær med til at sætte dit præg på det store udviklingsprojekt – eller duk op, fordi du bare gerne vil høre lidt mere om det.

På udstillingen vil du kunne se den samlede helhedsplan for Elværkskvarteret, der som en del af BigBlue-projektet vil få natur, nye boliger og fællesskaber til at smelte sammen i området. Den er netop sendt i høring, efter at Skive Byråd vedtog forslaget for helhedsplanen den 30. oktober 2018. Du vil også kunne se de projekter i BigBlue-regi, der allerede er i gang.

Onsdag den 21. november 2018 sætter vi et særligt fokus på BigBlue-projektet i et åbent hus-arrangement i udstillingen fra klokken 17-20. Her vil du blandt andet kunne snakke boligdrømme med en ejendomsmægler, høre arkitekten fortælle om moderne bo- og byggefællesskaber, blive klogere på bæredygtigt byggeri og meget andet godt om det, der er med til at gøre BigBlue til Skives virkelighed. Alle er velkomne – og der er ingen tilmelding.

Læs mere om helhedsplanen og BigBlue-projektet her

 

Byplanlægger

Nellie Veller Hansen

Teknik, Miljø & Udvikling - Plan & Support - Plan

tlf: 9915 6351

Helhedsplanen