Spring navigation over

Sprogskoler i Skive oplever det laveste fravær

06-12-2018

Skive Kommune klarer sig bedst af alle kommuner i landet, når det gælder flygtninge og indvandreres fravær på sprogskolerne.

Det er ikke altid et tilløbsstykke, når danskundervisningen for flygtninge og indvandrere rundt omkring på landets sprogskoler går i gang om morgenen. Det viser nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, der har udarbejdet en analyse af fraværet på sprogskolerne. Men Skive er den kommune i landet, hvor fraværet er lavest. Det ligger på 20%. I den anden ende af skalaen er der tale om 50% fravær. På landsplan lå det gennemsnitlige fravær på 36,4% i 2017. Og fraværet er stigende. Alene fra 2016 til 2017 steg det med 5,1 procentpoint.

Derfor har ministeriet også undersøgt årsagerne til, at det i nogle kommuner ser langt bedre ud end andre steder. Helt grundlæggende handler det om et godt samarbejde mellem kommune og sprogcenter. For det er sprogcentret, der til daglig oplever de direkte konsekvenser af fravær, mens det er kommunens opgave at skride til handling, når der er tale om fravær.   

Det er i denne sammenhæng, man skal se Skive Kommunes flotte placering. For analysen peger på, at der er en tydelig sammenhæng mellem brug af sanktioner og et lavt fravær. Her bliver Skive fremhævet som en kommune, hvor der også arbejdes med klare retningslinjer for og omgående opfølgning på fravær.

Analysen fra ministeriet indeholder en liste med inspiration til det, andre kommuner kan gøre for at nedbringe ledigheden – herunder de tiltag, der har bragt Skive helt i front på området.

 

Rapporten fra Økonomi- og Indenrigsministeriet kan læses her