Spring navigation over

Budget 2020 fortsætter udviklingskursen

09-10-2019

Et enigt byråd står bag budgettet for 2020, hvor vigtige velfærdsom-råder prioriteres samtidig med, at der fastholdes en stabil økonomi med et resultat af ordinær drift på 66 mio. kr. Gælden nedbringes med netto 38,1 mio. kr., og der er anlægsinvesteringer for 85 mio. kr

Skive Kommune har en sund økonomi, og i budget 2020 er der prioriteret midler til velfærd, samtidig med der investeres i kommunens udvikling.

- Vi kan godt tillade os at være tilfredse med budget 2020, hvor vi fortsætter den kurs, vi har sat for Skiveegnens positive udvikling, samtidig med at vi prioriterer et godt serviceniveau, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

 

Udvidelser til velfærd

Kommunen vil i 2020 fastholde serviceniveauet i Skive Kommune, idet der er en mindre udvidelse på 1,4 mio. kroner. Desuden har byrådet besluttet, at der i 2020 vil blive brugt ekstra 11,8 mio. kroner på ældreområdet, ligesom der er udvidelser på skoleområdet for 5,6 mio. kroner. Ud af sidstnævnte vil 1,85 mio. kroner gå til specialområdet.

- Vi har valgt at imødegå nogle udfordringer på ældreområdet og på skolernes specialområde, og derfor er der er tilført flere ressourcer til disse områder. Dette betyder, at vi kan fastholde et godt serviceniveau, og vi er glade for, at vi har fundet enighed om dette i vores budgetforhandlinger i byrådet, siger borgmesteren.

I alt indeholder budget 2020 udvidelser for knap 24,7 mio. kroner og besparelser for 23,3 mio. kroner, hvoraf de 9 mio. kr. vedrører en generel effektivisering på en halv procent i hele kommunens organisation, og oven i den er der besparelse på administrationen på 2 mio. kroner.

 

Investering i Skiveegnen

Skive Kommune vælger med 2020 budgettet at underbygge den positive udvikling, der i dag præger Skiveegnen. I budgettet er der sat i alt 85 mio. kroner af til investering i anlæg, heraf skal de 11 mio. kroner bruges til byggemodning i GreenLab Skive og yderligere 7,5 mio. kroner til ansvarlig lånekapital til samme sted.

- Det går rigtig godt med udviklingen af GreenLab Skive, og interessen for området er stort. Vi skal som kommune naturligvis gøre vores til, at nye virksomheder får mulighed for at etablere sig i den grønne erhvervspark i Kaastrup, siger Peder Christian Kirkegaard

Desuden fortsætter kommunens investeringer i byudviklingsprojektet Big Blue Skive med etablering af sti og opholdsarealer ved åen og Hotel Skivehus, Banestien samt idræts- og kulturparken ved stadion. Der er sat knap 8 mio. kroner af til projektet i 2020 og yderligere 8 mio. kroner. i 2021.

 

Bedre indfaldsveje

I 2020 budgettet er der endvidere fundet midler til forskønnelsen af Resenvej, hvortil der er afsat 5 mio. kroner i 2020 og 8 mio. kr. i 2021. Derudover vil kommunen i 2020 bruge 2 mio. kroner på færdiggørelsen af Viborgvej.

- Gode veje er vigtige for alle, som bor og arbejder i Skive Kommune, og derfor prioriterer vi også denne opgave højt, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

 

Fornuftig økonomisk politik

Budget 2020 har udvidelser for knap 24,7 mio. kroner og besparelser for 23,3 mio. kroner, altså en nettoudvidelse på 1,4 mio. kroner. Desuden afdrages der netto 38,1 mio. kr. på kommunens gæld.

- Budget 2020 er et budget i balance, hvor der er plads til både udvikling og fastholdelse af vores serviceniveau. Samtidig afdrages der betydeligt på vores gæld. Vi er i den fornuftige økonomiske situation, at vores kassebeholdning kan finansiere afdragene på vores gæld, og derved undgår vi, at det går ud over vores serviceniveau og anlæg, siger borgmesteren.

Byrådet behandlede forslag til budget 202 første gang i går, tirsdag d. 8. oktober. Anden behandling foregår den 29. oktober.   

 

Læs mere om Budget 2020.

FAKTABOKS

Eksempler på anlægsinvesteringer 2020

I 2020 har byrådet besluttet at bruge 85 mio. kroner på anlæg. Det betyder, at der bliver råd til blandt andet:

  • GreenLab Skive: 18,5 mio. kroner
  • BigBlue Skive: 7,9 mio. kroner
  • Renovering af Viborgvej færdiggøres: 2 mio. kroner
  • Renovering af Resenvej: 5 mio. kroner
  • Energibesparende foranstaltninger på kommunale bygninger: 4 mio. kroner
  • Autismecenter:  7,0 mio. kr.
  • Velfærdsteknologi: 2 mio. kroner