Begravelseshjælp
Relaterede links
Her finder du oplysninger om begravelseshjælp
Information om begravelseshjælpMan kan søge kommunen i afdødes bopælskommune om begravelseshjælp
Hvad kan jeg få i begravelseshjælp?
Begravelseshjælpen er uafhængig af afdødes formue, hvis afdøde er
- under 18 år: Begravelseshjælpen udgør kr. 8.300 pr. 1. januar 2012.
- født før 1. april 1957: Begravelseshjælpen udgør da mindst kr. 1.050.
Begravelseshjælpen reguleres afhængig af formuen efter personer over 18 år og kan maksimalt udgøre kr. 9.900 kr. pr. 1. januar 2012. Dette beløb nedsættes med det beløb formuen overstiger visse grænser:
Hvis afdøde efterlader ægtefælle eller børn under 18 år, er formuegrænsen kr. 33.150 kr. Hvis formuen overstiger kr. 43.050, kan du ikke få udbetalt begravelseshjælp (bortset fra de kr. 1.050, der altid udbetales til personer, der er født før 1. april 1957).
Hvis afdøde hverken efterlader ægtefælle (eller registreret partner) eller børn under 18 år, er formuegrænsen kr. 16.600 kr. Der udbetales ingen begravelseshjælp, hvis formuen overstiger kr. 26.500 (bortset fra de kr. 1.050, der altid udbetales efter personer, der er født før 1. april 1957).
Hvordan beregnes formuen?
Når kommunen tager stilling til, om du kan få udbetalt begravelseshjælp, tages der udgangspunkt i størrelsen på afdødes formue på dødsdagen, samt de formuerettigheder du opnår, som følge af dødsfaldet. Det kan for eksempel være udbetalinger fra ATP, forsikringer og pensionsordninger m.v.
Når afdøde efterlader ægtefælle eller registreret partner, et det ægtefællernes samlede formue og formuerettigheder, inklusiv særeje, der bruges til beregningen.
Har du eventuelt fået udbetalt efterlevelseshjælp og løbende pensionsudbetalinger indgår de ikke i formueberegningen.
For at beregne hjælpen skal kommunen bruge de samme oplysninger, som der skal gives til Skifteretten.
Hvornår kan jeg få udbetalt begravelseshjælpen?
Normalt kan du få udbetalt begravelseshjælpen 1 måned efter, at kommunen har modtaget din ansøgning med dokumenter fra Skifteretten og eventuel anden dokumentation for afdødes (og evt. ægtefælles) samlede formue og formuerettigheder.
De dokumenter, der kan være tale om, er skifteretsattest, åbningsstatus og boopgørelse.
Derudover, skal du oplyse om afdødes gæld, den efterlevendes særeje samt engangsudbetalinger til ægtefællen i anledning af dødsfaldet, hvis disse oplysninger ikke fremgår af skifterettens dokumenter.
Du kan dog få udbetalt begravelseshjælpen, før skifterettens dokumenter foreligger:
- hvis begravelseshjælp skal udbetales efter et barn under 18 år, eller
- hvis der kun søges om det faste minimumsbeløb efter personer, der er født før 1. april 1957.
Kommunen kan ud fra et konkret skøn i nogle tilfælde udbetale begravelseshjælp som et acontobeløb. Acontobeløbet reguleres, når boet er endeligt opgjort.
Hvis du ønsker acontobeløb, skal du søge særskilt. Kommunen kan da tage udgangspunkt i skattevæsenets formueoplysninger for afdøde og den eventuelle efterlevende ægtefælle.
I tilfælde af, at du ønsker begravelseshjælpen udbetalt som et acontobeløb, kan kommunen kræve, at du skriver under på:
- at de oplysninger, du har givet, er rigtige
- at du er indforstået med, at der kan finde efterregulering sted,
- at du vil oplyse kommunen om resultatet af boets afslutning, og
- at du vil tilbagebetale (en del af) acontobeløbet, hvis det ved boets afslutning viser sig, at der er udbetalt for meget i begravelseshjælp.
Kan jeg klage over afgørelsen?
Kommunalbestyrelsens afgørelse kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klagen indgives til kommunen. Klik på dette link for at komme videre til Patientombuddet.
21. juni 2012 - Skive Kommune
