Eventen er skabt efter britisk forbillede, hvor slotte og herregårde danner en autentisk ramme om træf for klassiske køretøjer kombineret med kulturbegivenheder og events. Et koncept, som nu er på vej til Danmark og klar til at blive afprøvet i flotte rammer på Spøttrup Middelalderborg.

I dagene omkring den 19.-21. august kan man opleve bilerne på køreture rundt i det smukke Salling-land. Træffet for bilentusiaster afholdes i weekenden 19. - 21. august, hvor Limfjords Camping og Vandland står for overnatning og forplejning.

Lørdag kl. 11.00-16.00 rykker træfpladsen til Spøttrup Middelalderborg, hvor køretøjerne for alvor skal vises frem. Ved og omkring Spøttrup Middelalderborg afvikles en række aktiviteter. Der vil blandt andet være levendegørelse på borgen, et markedsområde, garden tea party. ISpøttrup Kulturhal er der ligeledes aktiviteter, og i Spøttrup Kulturcafé er der mulighed for at indtage en engelsk inspireret frokost. Der er gratis adgang på Borgen i dagens anledning. Made In Great Britain – MIGB – er træffet for folk med hang til alt britisk, om det så er biler, busser, lastbiler, motorcykler, traktorer, varevogne – eller te, sang og musik. Bag arrangementet står foreningen Made In Great Britain Association.

Fra foreningen oplyses det, at køretøjer fra Danmark, England, Norge og Sverige er allerede tilmeldt træffet, så der bliver rig mulighed for at møde nye mennesker og se på mange spændende køretøjer fra omkring 1930 og frem – for eksempel mærker som Austin, Bedford, engelsk Ford, Jaguar, Land Rover, Leyland, Lotus, MG, Mini, Morgan, Morris, Rover, Sunbeam, Triumph, Vauxhall og Wolseley.

MIGB - Classic Motor Show er støttet af Skive Kommune og er arrangeret i samarbejde med Spøttrup Turistklynge.

Information: www.MIGB.dk, www.facebook.com/MIGB.dk

 

 

 

Publiceret 11-08-2016