Orla Madsen vil fortælle om Hedegård, som er en af de allerrigeste gravpladser fra tiden lige omkring Kristi fødsel. Hedegård, der består af både landsby og gravplads, blev fundet i 1986. Herefter koncentreredes undersøgelserne om gravene på stedet, som med sine ca. 200 grave nu anses for at være totaludgravet.

Gennem alle årene var Orla Madsen leder af udgravningerne. I 2015-16 foretog museet en række geofysiske undersøgelser i den stort set uudgravede Hedegård landsby. Det gav fantastiske resultater, som viser, at det romerske islæt ikke kun var til stede i gravene men også blandt de levende i bebyggelsen.

Orla Madsen kommer også ind på fundene fra Rosenholmvej, der viser nogle af de samme karakteristika som Hedegård. De to pladser danner hovedrammen i et forskningsprojekt, som forhåbentlig kommer til at forløbe i et tæt samarbejde mellem forskellige museer og andre institutioner.

Alle er velkomne til foredraget, som finder sted torsdag den 26. oktober 2017 kl. 19.30 på MUSEUM SALLINGs Arkæologiske Afdeling, Brårupgade 18A, 7800 Skive.

Entré: 50,- kr. incl. kaffe og kage (gratis for medlemmer af Skiveegnens Arkæologiforening)

Arr.: Skiveegnens Arkæologiforening

Publiceret 27-09-2017