Aber betragtes som hellige i Indien. Specielt i byen Shimla, hvor der også ligger et stort tempel for Abeguden Hanuman.

Og det var netop her, Poul Erik Nielsen fandt inspiration til Skives 11 aber. Han boede i byen med sin familie - og det vrimlede med aber. Oppe, nede, ude - og også inde hvis det ikke var for de solide tremmer for vinduer og døre.

Under sit ophold iagttog og fotograferede Poul Erik Nielsen abernes livlige tilværelse. Det blev udgangspunktet for kunstværket 'De Elleve Aber'.

Kunstner i rumdragt
Tilblivelsen blev en ret dramatisk proces. Kunstneren havde været lidt for rundhåndet med den flydende voks, og derfor stod store stikflammer og voldsom varme ud under støbningen. Poul Erik måtte købe en varmeafvisende ”rumdragt” til støberiarbejderen - og herefter skred arbejdet frem efter planen.

Poul Nielsen har med sine aber i naturlig størrelse formået at skabe et overraskende og vedkommende billede af et nuanceret, socialt abeliv. Der er en legende lethed over sceneriet, og det kan vist ikke udelukkes, at børnesangen, Åh, abe - i et svagt øjeblik, trænger sig på.

 

 
De Elleve Aber: Udført af Poul E. Nielsen
Materialer: Jern og basalt
Placering: Nørreport/Havnevej
Højde: 500 cm.

 

 

 

Publiceret 02-07-2014