Hvad indeholder det konkrete projekt?

Projektet går ud på at udvælge 3-5 bygninger, som skal ombygges til turismeformål. Ejeren af hver enkelt bygning får udarbejdet et forslag fra en arkitekt til en mulig ombygning og får desuden hjælp til at udvikle en forretningsplan for en overnatningsvirksomhed. Både arkitektforslag og forretningsplan suppleres med tilhørende budgetter, som kan lette adgangen til finansiering.

Bygningerne kan både ligge naturskønt på landet og i aktive lokalsamfund. Undervejs i projektet inddrages lokale fagpersoner og nationale eksperter for at sikre en høj kvalitet i projektet.

 

Hvilke bygninger kan være med i projektet?

  • Bygninger, som der ikke længere er brug for - tomme landbrugsbygninger, erhvervslokaler, beboelsesejendomme, utidssvarende sommerhuse, huse med for mange kvadratmeter til nuværende brug m.m.

  • Bygninger, som har ombygningspotentiale, og som har potentiale set fra et turismeperspektiv – fx beliggenhed, historie, lokalmiljø etc.

  • Bygninger, hvor ejer aktivt vil indgå i samarbejde om udvikling af forretningsplan, og herefter enten selv vil drive overnatningsvirksomhed eller lade andre gøre det.

 

Kan det betale sig at bygge om?

En del af projektet er at undersøge hvilke målgrupper, der vil være de mest sandsynlige gæster til forskellige overnatningstilbud. Det kan være hensigtsmæssigt at indrette sig efter, om man ønsker at tiltrække f.eks. børnefamilier, cykelturister, hestefolk eller lystfiskere. Projektet gennemføres endvidere i samarbejde med Skiveegnens Erhvervs- og Turismecenter, og der vil derfor være en stærk kobling til det lokale turismeerhverv, som kan fremme markedsføringen af det nye tilbud.

For den enkelte deltager i projektet vil den faglige bistand til budgetter og planer desuden være et vægtigt grundlag for en evt. beslutning om at gennemføre den foreslåede ombygning.

 

Vil du vide mere om projekt?

Kontakt udviklingskonsulent Thomas Olesen, Erhverv og Udvikling, Skive Kommune, tlf. 99155579, e-mail thom@skivekommune.dk

Du finder i nedenstående linkboks en pixiudgave og en uddybende projektbeskrivelse af projektet.

Projektet starter i foråret 2017 og slutter i efteråret 2018. Skive Kommune står bag projektet i samarbejde med arkitektfirmaet Bo Frost Architects og Skiveegnens Erhvervs- og Turismecenter. Projektet er støttet af Landdistriktspuljen.

Publiceret 10-05-2017