Omgivet af 190 km kystlinje – omkring 4 meter til hver borger! – med seks havnebyer, har vi unikke muligheder for at udleve drømmen om et liv ved eller i nærheden af vandet. Uanset hvor man befinder sig i Skive Kommune, er der aldrig længere end 12 km til fjorden, hvor ikke mindre end 20 børnevenlige strande venter.

Gode karrieremuligheder
Skive Kommune har en lav arbejdsløshedsprocent, og som tendensen ser ud lige nu, forventer vi, at der over de kommende år vil opstå mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for visse brancher og arbejdsområder.

Indenfor industrien drejer det sig om jobmuligheder som maskiningeniører, elektroingeniører og -teknikere, værktøjsmagere, industriteknikere mv. På kontor- og administrationsområdet vil det være jobs indenfor markedsføring, salg, logistik og indkøb. Også inden for brancherne bygge og anlæg, landbrug og detailhandel og offentlig service forventes der at opstå gode jobmuligheder.

Danmarks Bedste Idrætskommune
Det er i Skive, vi holder VM i windsurfing og DM i atletik. Her har vi Danmarks højeste medlemstal i håndbold og i fodbold målt pr indbygger. Vi er kåret som Danmarks Bedste Idrætskommune af Danmarks Idrætsforbund(DIF) i 2013, i en undersøgelse baseret på ikke færre end 22 parametre indenfor faciliteter, økonomi, frivillighed og idrætspolitik. 

Vi har gennem mange år haft fokus på at skabe unikke rammer for borgernes fritidsliv. Vi en af de kommuner i landet, der har allerflest kvadratmeter fritidsfaciliteter til rådighed pr. indbygger. Som noget unikt, kan egnens foreninger og sportsklubber kvit og frit benytte faciliteterne, der er af høj kvalitet. 

Vores placering ved Limfjorden giver alsidige muligheder for udfoldelse og et aktivt fritidsliv. Lystfiskeri, lystbådssejlads, dykning og windsurfing er bare nogle af de muligheder, der er lige uden for døren næsten uanset, hvor på egnen man bor. Desuden har egnen mange muligheder for hesteinteresserede, hvad enten det handler om travsport eller om at ride ud i den skønne natur, hvor man kan benytte egens ridestier. 

Et rigt kulturliv
Hvert år sætter Skive Festival sit tydelige præg på hele egnen i starten af juni, når festivalen ved fjorden fører tusindvis af gæster sammen i Skive. Netop musikken er et særligt kendetegn for egnen, der har fostret kendte pop- og rocknavne som Mads Langer, Duné, Carpark North og Superheroes. Med Musikskolen, Musikcollege, Rock ved Åen, Kassehuset, Drivhuset, koncerter i KulturCenter Limfjorden, Ross-Teigan-Legatet og meget mere forstummer musikken aldrig på Skive-egnen.

Også når det handler om en række andre kultur-tilbud er der mange muligheder: Børnekulturtilbud med fx børnekulturnatten, billedkunst med en række lokale gallerier og Skive Kunstmuseum, og spændende steder for historieinteresserede med masser af aktiviteter og museumsoplevelser på egnen bl.a. på den smukke Spøttrup Borg. 

Vandkantsdanmark
For mange mennesker i landets storbyer må drømmen om en bolig ved vandet forblive en drøm. I Skive Kommune er der aldrig langt til vandet, og her har huspriserne ikke været på den form for himmelflugt, som landets storbyer har oplevet, så du får meget bolig for dine penge, også når du gerne vil have en beliggenhed med udsigt til fjord, sø eller å.

Ét af de positive kendetegn ved et lidt mindre samfund er, at folk involverer sig og tager ansvar. Mange melder sig på banen, de ønsker at være med til at gøre en forskel. Vi har ingen problemer med at finde frivillige nok, og her eksisterer en sammenhængskraft, som skaber et trygt liv for den enkelte og for familien.

Her kan børnene cykle i skole. Bagefter smutter de ned til idræt og finder selv hjem til far og mor, som har nået at handle og lave mad - for med gode lønninger og forholdsvis lave boligspriser er her god tid. Tid til at leve livet i vandkantsdanmark.

   

RENT LIV fortællinger og fortolkninger

Børn, unge, voksne, musikere, kunstnere, iværksættere, erhvervsfolk, uddannelsesfolk, tilflyttere og fraflyttere giver deres bud på, hvad RENT LIV på Skive-egnen består af, ligesom de kommer med nogle visioner for, hvordan vi får mere af det.

RENT LIV bogen

 

 

 

 

Publiceret 05-03-2014