Selvvalgt hjælper

En borger, som er berettiget til hjælp eller støtte efter SEL § 83, kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne jf. SEL § 94. Den udpegede person skal godkendes af lederen i det distrikt, hvor borgeren som modtager hjælpen er bosiddende.

Jf. Socialministeriets vejledning nr. 13 af 15/2-11 fremgår af pkt. 56, afsnit, at ”der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem modtageren kan udpege til opgaveudførelsen, hvis vedkommende i øvrigt opfylder kommunalbestyrelsens kvalitetskrav, f.eks i relation til uddannelse mv.


Vi har i Skive Kommune valgt, at de kvalitetskrav, som gælder for leverandører af fritvalg også gælder for den hjælper som borgeren selv kan udpege.

Der skal derfor stilles nedenstående krav til den selvvalgte hjælper i forbindelse indgåelse af kontrakt:

  • Medarbejdere, der skal udføre praktisk hjælp, skal som minimum have en sundhedsfaglig uddannelse som social- og sundhedshjælper
  • Medarbejdere, der skal udføre personlig hjælp, skal som minimum have en sundhedsfaglig uddannelse som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Der skal være mulighed for faglig bistand fra en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent
  • Medarbejderen skal ved ansættelsen dokumentere, at vedkommende har de krævede kvalifikationer
  • Hvis medarbejderens kompetence i en generel eller konkret situation ikke er tilstrækkelig til en faglig forsvarlig opgaveløsning, skal han/hun rette henvendelse til kommunen
  • Medarbejderen skal opfylde kommunens krav til dokumentation af leverede ydelser
  • Medarbejdere, der yder personlig og praktisk hjælp, skal kunne kommunikere på forståeligt dansk. Kommunikationen skal foregå, så det er muligt at opfylde dokumentations- og observationspligten

 

Der kan, i ganske særlige tilfælde dispenseres fra kompetencekravene – dette aftales mellem visitator og ansættende leder. Dispensation kan være i tilfælde af særlige relationelle bånd mellem borger og selvvalgt hjælper, eller særlige behov hos borgeren som retfærdiggør, at der skal ansættes en hjælper som måske ikke helt modsvarer kompetencekravene.

Ved ansættelse mv. gælder de retningslinjer som tidligere er udarbejdet.

 

Publiceret 29-04-2016