Skive Kommune åbner sundhedssatellit i Pulsen i Balling

Sygeplejeklinik, vejledning om demens, pårørendevejledning, rygestop og samtaler om trivsel og sundhed er nogle af de tilbud, som borgerne fremover kan møde i Pulsen i Balling – vi kalder tilbuddet for sundhedssatellitten Pulsen.

Skive Kommune rykker i september måned ind i Pulsen i Balling. Sygeplejeklinikken flytter fra Balling Plejecenter til Pulsen, og vil have åbent mandag-fredag for borgere, som er henvist til sygepleje. Derudover vil der i sundhedssatellitten løbende blive tilbudt en bred vifte af sundheds- og vejledningstilbud til borgerne i lokalområdet.  


Kom til åbningsfest onsdag d. 18. september

Åbningen af sundhedssatelitten markeres den 18. september fra klokken 11.30 i Pulsen, hvor der vil være åbningstaler, korsang v. lungeforeningens lungekor, fremvisning af sygeplejeklinikken og mulighed for at tale med medarbejdere fra de forskellige tilbud, der fremover løbende vil være i Pulsen. Alle er velkomne.

På åbningsdagen vil der også være mulighed for at komme med input og idéer til nye tilbud og samarbejder i lokalområdet. Der opstilles en idé-postkasse, hvor alle er velkomne til at byde ind med forslag.

 

 

 

 

Publiceret 02-09-2019