Skive kommune er med i et 4-årigt projekt, sammen med 11 andre kommuner i regionen. Projektet hedder BRUS, og er et tilbud til børn og unge i alderen 0-25 år som vokser op, eller er vokset op, i en familie med rusmiddelproblemer. Projektet har sin egen hjemmeside, hvor du blandt  andet kan læse andres historier om det at være barn i en familie hvor rusmidler styrer og forstyrrer. Link til hjemmesiden: http://www.projektbrus.dk/

På cyberhus kan du chatte med BRUS-medarbejdere samt andre børn og unge. Link til cyberhus; https://cyberhus.dk/brus

 

Det er svært at vokse op i en familie, hvor mor eller far drikker. Mange børn fortæller, at de føler sig forkerte og ensomme. De oplever, at deres liv er meget forskelligt fra deres klassekammeraters. De har ikke lyst til at tage kammerater med hjem. De påtager sig ofte et stort ansvar, da deres forældre ikke selv magter det.
Vi tilbyder familiesamtaler og flere gruppeforløb. Se gruppeforløbene beskrevet i de foldere der er her på hjemmesiden under ”Mere om os”, eller ring til os og få en snak med en af gruppelederne.

 

Gruppeforløb for småbørnsfamilier (0-7 år):

”Tryghed og trivsel” er et tilbud målrettet familier med børn i 0-7 års-alderen, som har eller har haft rusmiddelproblemer tæt inde på livet. Det kan også være, at du som forælder selv er vokset op i en familie, hvor rusmidler har styret og forstyrret.
 Når rusmidler styrer en familie, bliver relationerne i familien påvirket. Hverdagen bliver uforudsigelig og der sker en rolleombytning, hvor børnene får mere ansvar, end de skal have. I Tryghed og Trivsel bryder vi den negative spiral og styrker familiens måde at være sammen på.
Vi ved, at forældre der selv er vokset op i en familie med rusmiddelproblemer, ofte udfordres når de bliver forældre.
Tilbuddet er lavet i et samarbejde med sundhedsplejen og Rusmiddelcentret.

Gruppeforløb for børn i alderen 7-18 år:

Luftskibet er et tilbud til børn og unge i alderen 7-12 år og 12-18 år, der er vokset op i en familie med misbrug.
 Har du en mor eller far der drikker for meget, eller tager stoffer. Så kan vores børnegruppe ”Luftskibet” måske være noget for dig. Her får du mulighed for at møde jævnaldrende med de samme problemer som du har. Her er et frirum til at snakke om ting, du ellers har svært ved at snakke med andre om.
Du skal have dine forældres samtykke for at deltage i en af grupperne.
Tilbuddet er lavet i et samarbejde mellem Familieafdelingen og Rusmiddelcentret.
 ”Det der er godt ved luftskibet er, at alle der går her har det helt ligesom en selv. Det, der også er godt er, at man aldrig kan sige noget mærkeligt om ens familie” Dreng 10 år.

Gruppeforløb for unge i alderen 18-25 år:

VBM-gruppen er et tilbud til unge, der ikke selv har udviklet et misbrugsproblem, men som er opvokset i en familie, hvor én eller begge forældre har, eller har haft et problematisk forbrug af rusmidler.
 Kurset er et gruppeterapeutisk forløb og formålet er at bearbejde barndomssituationen og styrke deltagernes evne til at handle ud fra egne behov, følelser og interesser. Desuden er målet at styrke evnen til at slippe ansvaret og kontrollen i forhold til andre for at øge evnen til at agere i eget liv.

 

Hvis du vil vide mere om et af tilbuddene, kan du kontakte Anna-Grethe som er gruppeleder.

Anna-Grethe kan kontaktes på tlf.: 2487 7219

Find gerne mere information på Skive Rusmiddelcenters egen hjemmeside; www.rusmiddelcenterskive.dk. hvor du også kan læse om vores andre pårørendetilbud.

Publiceret 03-02-2017