Obligatorisk selvbetjeningsløsning

Her kan du søge om lån til betaling af ejendomsskat

Ansøg her


Lån til betaling af ejendomsskat
 

Lån til betaling af ejendomsskat kaldes også indefrysning af ejendomsskat. Det er et lån, som kommunen kan yde til borgerne. Lånet søges i den kommune, hvori den pågældende ejendom er beliggende.

Du kan få lån til at dække grundskylden på din ejendom, men andre bidrag som f.eks. rottebekæmpelse, skorstensfejning mv. skal stadig betales som normalt på den årlige ejendomsskattebillet, fordelt på to rater.

Hele loven kan ses ved at klikke på ”Lov om lån til betaling af ejendomsskatter” under links nederst på siden.

Kan du få lån?
Det er ikke alle, der er berettiget til at søge om lån til betaling af ejendomsskat. Har du boligydelseslån, kan der ikke ydes ejendomsskattelån.

Du eller din ægtefælle skal:

  • Eje fast ejendom i Skive Kommune.
  • Være fyldt 65 år eller være efterlønsmodtager eller modtage social pension.
  • Selv benytte ejendommen til beboelse. Ejendommen kan være et enfamilieshus, en ejerlejlighed eller et sommerhus.
  • Have friværdi i den pågældende ejendom. 

Selvom du måske er ejer af flere ejendomme, kan du kun modtage lån til én. Ved ejendomme der anvendes til både bolig og erhverv, som f.eks. landbrugsejendomme, kan der kun ydes lån til at betale den del af grundskylden, der vedrører beboelsen, som du eller din husstand selv bor i. 

Omkostninger og renter
Du har ingen omkostninger ved oprettelse af lånet. For at lånet kan træde i kraft, skal der tinglyses et skadesløsbrev på ejendommen, som kommunen betaler for.

Kommunen tinglyser skadesløsbrevet i ejendommen som sikkerhed for lånet. Der er ikke noget fast minimum eller maksimum beløb på lånets størrelse – men lånet inklusiv renter skal kunne være indenfor friværdien, i den senest fastsatte offentlige ejendomsværdi.

Renten er i 2017 fastsat til 1,24 % af Økonomi- og Indenrigsministeriet. Renten fastsættes en gang om året og beregnes ud fra gennemsnittet på alle udestående realkreditobligationer, af de 12 foregående måneder, pr. 1. oktober det foregående år.

Bemærk: Renten er ikke fradragsberettiget – så du kan ikke trække den fra i SKAT på din årsopgørelse.

Til gengæld gives der et nedslag i påløbne renter, når lånet indfries. Nedslaget ydes kun på renter, der er tilskrevet den 1. januar 2011 eller senere. Nedslaget udgjorde i 2011 33 % og reduceres herefter årligt med en procent indtil nedslaget i 2019 udgør 25 %.

Renten gælder både nye lån og gamle lån udstedt før d. 1. januar 2011. 

Afdrag, indfrielse og overtagelse af lån
Du har altid mulighed for at afdrage løbende på dit lån eller indfri det.

Dit ejendomsskattelån løber indtil det udgør 95 % af skadesløsbrevet, herefter kan det forhøjes – hvis der er plads indenfor friværdien. Er det ikke muligt at forhøje lånet, skal du betale den årlige grundskyld og de påløbne renter fra det foregående år, indtil lånet er indfriet.

Lånet skal senest indfries ved salg/ejerskifte eller dødsfald. Ved dødsfald kan lånet overtages af ægtefælle, hvis denne sidder i uskiftet bo og opfylder kravene for at modtage lån til betaling af ejendomsskat.

Hvor og hvordan søger jeg om lån?
Ansøgningsskemaet skal hentes via www.borger.dk, se link nederst på siden. Gå til linket og log på med NEM-ID. Følg derefter vejledningen. 

Bemærk desuden, at der er obligatorisk selvbetjening for lån til betaling af ejendomsskat.

Vi behandler din ansøgning, og du modtager svar indenfor 14 dage.

Det er i henhold til ”lov om lån til betaling af ejendomsskatter” ikke muligt at klage til anden administrativ myndighed.

Lånet er gældende fra den dato skadesløsbrevet er tinglyst, og skal for at dække en rate være tinglyst inden den pågældende rates forfald. Dvs. ønsker du at søge om lån med virkning fra 1. rate skal tingslysningen have fundet sted inden den 1. januar, og med virkning fra 2. rate inden den 1. juli. 

På skattebilletten kan du så fremover se grundskyldsbeløbet, som lånet dækker, og de bidrag du selv skal betale på hver rate. Du vil hvert år inden den 1. marts modtage en opgørelse på dit lån.

Har du spørgsmål, eller ønsker du yderligere information, kan kontaktoplysninger til kommunens ejendomsskattekontor ses i højre side.

 

 

 

 

Publiceret 14-03-2014