Igennem en årrække er der blevet opkrævet et gebyr på tilladelser til indvinding af grundvand til kortlægning af drikkevandsressourcer og udarbejdelse af indsatsplaner for beskyttelse af ressourcerne. Ved ændringer i vandforsyningsloven og vandafgiftloven, er gebyret lagt over på den afgift, der i forvejen er på ledningsført vand. Afgifter fremgår af Lov om afgift af ledningsført vand.

Uddrag af: Lov om afgift af ledningsført vand
Nr. 492 af 30. juni 1993, Skatteministeriet, Jf. lovbek. nr. 962 af 27. juni 2013

Afgiftspligtigt område og afgiftens størrelse
§ 1. Efter bestemmelserne i denne lov betales en afgift til statskassen af ledningsført vand, der forbruges her i landet.

§ 2. Afgift betales af registrerede virksomheder.
Stk. 2. Afgift betales endvidere af ejeren af en ejendom, der forsynes med ledningsført vand, men ikke får leveret vand fra en almen vandforsyning.

§ 3. Afgiften udgør 5 kr. og 86 øre pr. m3 vand.
Stk. 2. Der skal indtil den 31. december 2020 betales et bidrag til drikkevandsbeskyttelse. Bidraget udgør 39 øre pr. kubikmeter vand i perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2017 og 19 øre pr. kubikmeter vand i perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020.

Pr. 1/1 2018 foretages følgende ændring til § 3:
I § 3, stk. 1, ændres "5 kr. og 86 øre pr. m3 vand" til: "6 kr. og 18 øre pr. m3 vand".

Alle beløbene skal tillægges moms.

Provenuet af grundvandsafgiften fordeles mellem stat og kommune.
Statens andel af afgiften bruges primært til kortlægning af drikkevandsressourcerne. Denne kortlægning varetages for Skive Kommunes vedkommende af Naturstyrelsen.
Kommunens andel bruges primært til udarbejdelse af indsatsplaner til beskyttelse af drikkevandsressourcerne, men afgiften dækker ikke de udgifter, der vil komme for at føre indsatsplanerne ud i livet.

 

Indsatsplaner for drikkevand

En indsatsplan til beskyttelse af drikkevandet skal detaljeret beskrive, hvad der skal gøres, og hvor der skal gøres noget for at beskytte drikkevandsressourcerne i fremtiden.

I Skive Kommune skal der i de allernærmeste år laves indsatsplaner i de resterende 4 områder. Der findes 4 områder, hvor der allerede findes en indsatsplan (Glyngøre, Lihme, Breum og Skive-Stoholm). Beskyttelsen skal omfatte de fremtidige vandværker og alle områder, der er udlagt som "Områder med særlige drikkevandsinteresser" og ”indvindingsoplande til de almene vandværker”.

For øjeblikket arbejder Skive Kommune på indsatsplaner for de resterende 4 områder: Fur, Selde-Junget, Durup-Balling og Ørslevkloster.

Publiceret 11-11-2016