Anvendelse af nedknust asfalt kræver en § 19 tilladelse i miljøbeskyttelsesloven.

En ansøgning om tilladelse til at genanvende nedknust asfalt skal indeholde følgende:

  • Kortmateriale over arealet, hvor den nedknuste asfalt skal anvendes, adresse og matrikel nummer
  • Beskrivelse af hvor mange m² der skal udspredes på
  • Hvor meget knust asfalt der skal bruges/hvor tykt et lag der ønskes udlagt
  • Etableres der et bærelag/slidlag eller anden fast belægning over den nedknuste asfalt
  • En tidsplan for projektet
  • Afstand til drikkevandsboringer, områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsopland til almene vandværker

Nedknust asfalt må ikke anvendes på steder med følsom anvendelse, som f.eks. boliger, institutioner og legepladser med mindre den anvendte knuste asfalt afdækkes med fast belægning.

Vær opmærksom på at Region Midtjylland afgør om et areal med knust asfalt skal kortlægges som forurenet på vidensniveau 2 efter Jordforureningsloven - også selvom man har fået en § 19 tilladelse 

Knust asfalt indeholder stoffer som tjære, olie og nogen gange tungmetaller, der er skadelige for mennesker og miljø.

Ansøgning om en § 19 tilladelse skal sendes til Forvaltningen for Teknik, Miljø og Udvikling:   tek@skivekommune.dk

Publiceret 22-01-2018