Formålet med beskyttelsen er at sikre søer, moser, enge, heder, overdrev, strandenge og vandløb som naturlige levesteder (biotoper) for vores mest truede dyr og planter. Desuden bidrager de beskyttede naturtyper til en varieret dansk natur. Man må benytte de beskyttede naturområder, som man hidtil lovligt har gjort, men man ikke foretage ændringer i områdernes tilstand.

Hvilke naturtyper er beskyttede?

Naturbeskyttelsesloven trådte i kraft den 1. juli 1992, og er siden da revideret. Loven har til formål at bevare naturen af hensyn til mennesker, dyr og planter.

Følgende naturtyper er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3:

  • Naturlige søer og vandhuller større end 100 m².
  • Moser, ferske enge, heder, overdrev, strandenge og strandsumpe, hvis de hver for sig eller i sammenhæng – uanset ejerforhold - har et areal på mindst 2.500 m².
  • Moser under 2.500 m² er også beskyttede, hvis de ligger ved beskyttede vandløb eller søer.

De fleste vandløb er beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Alle vandløb er omfattet af vandløbsloven.

Hvad gælder der for beskyttet natur?

Ifølge naturbeskyttelsesloven må der ikke ske ændringer i tilstanden af de beskyttede naturtyper. Det er f.eks. ikke tilladt at dræne, opfylde, oprense, omlægge, pløje, gødske, sprøjte eller tilplante arealet. Kommunen kan i særlige tilfælde dispensere fra dette forbud, hvis det fører til bedre natur. Hidtidig lovlig drift kan fortsætte uændret.

Er der beskyttet natur på min ejendom - beskyttet natur på kort

Du kan se, om du har et beskyttet areal på din ejendom på Skive Kommunes WebGis ved at klikke i linkboksen nederst på siden.

Du skal være opmærksom på, at registreringen er vejledende, så et areal kan godt være beskyttet, selv om det ikke er vist på kortet. Arealer kan også kan vokse sig ind i eller ud af beskyttelsen.

Et beskyttet areal kan i årenes løb ændre sig så meget, at det ikke længere er beskyttet. Omvendt kan et areal ændre sig med tiden, så det bliver omfattet af beskyttelsen. Det er de faktiske forhold (størrelse, botanik, omlægningshyppighed m. m.) der afgør, om det er beskyttet eller ej. Hvorvidt et areal er beskyttet eller ej, vil i tvivlstilfælde blive afgjort ved en besigtigelse og vurdering af arealet.

Er du i tvivl, om der er beskyttet natur på de ejendom, kan du kontakte Skive Kommune. Se under "Yderligere oplysninger" til højre.

 

Link

Se på kort, om du har beskyttet natur på din ejendom på Skive Kommunes Webgis

Klik her

 

Publiceret 25-02-2014