Digerne blev beskyttet i 1992, da naturbeskyttelsesloven trådte i kraft. Digebeskyttelsen er siden da lagt over i Museumslovens § 29a, men beskyttelsen er den samme. Baggrunden for beskyttelsen er, at langt størstedelen af digerne er forsvundet i løbet af det 20. århundrede. En undersøgelse fra starten af 1980'erne viste, at ca. 70 % af de diger, der kunne ses på kortmateriale fra 1884, var forsvundet 100 år efter. Digerne er hovedsagligt fjernet for at give plads til mere rentabel markdrift, efterhånden som landbrugsejendommene og de tilhørende markarealer er blevet stadig større. En del diger har også måttet vige for byvækst.

Hvad er et dige? 

Mange tænker på markante stensætninger som kirkegårdsdigerne, eller på digerne i vestjylland, der skal hindre oversvømmelser, når de hører ordet "dige". Men diger er meget andet, og et uanseligt markskel mellem to markflader kan sagtens være et beskyttet dige med væsentlig kulturhistorisk betydning. Du kan læse meget mere om digebeskyttelsen og de mange forskellige digetyper i Vejledningen om Sten- og Jorddiger.

Hvorfor er det så vigtigt at bevare digerne?

Dels fordi der er så få tilbage, dels har digerne mange funktioner. De bryder landskabet og gør landskabsbilledet afvekslende, ikke mindst fordi mange diger er bevokset med læhegn eller lignende. Digerne giver dyre- og plantelivet levesteder og spredningsmuligheder. Men hvad der nok er vigtigst er, at digernes beliggenhed giver oplysninger om tidligere tiders drift og ejendomsforhold. F.eks. kan digerne rumme oplysninger om, hvordan udskiftningen foregik i det forrige århundrede eller vise grænserne mellem tidligere administrative enheder som f.eks. ejerlav og sogne.

Ændringer af et dige kræver dispensation

Ændring af et dige kræver dispensation fra kommunen, hvis selve diget på nogen måde beskadiges. Nedskæring af træer og anden beplantning på diget kræver ikke dispensation, men skal der fjernes rødder skal kommunen kontaktes, da dette kan skade diget. Der gives normalt ikke dispensation til at fjerne diger, medmindre der er tale om væsentlige samfundsmæssige årsager som f.eks. vejanlæg. At diget er til gene for markdriften kan ikke begrunde en dispensation. Der kan dog i nogle tilfælde gives dispensation til et mindre gennembrud på diget, hvis det er nødvendigt for markdriften. Kulturarvstyrelsen vil normalt kræve et ulovligt fjernet dige reetableret.

Se digerne på kort

Du kan se, om digerne på din ejendom er beskyttede på Skive Kommunes WebGis ved at klikke i linkboksen herunder. Kortet er vejledende. Er du i tvivl, kan du henvende til kommunen.

Link

Se digerne på kort på Skive Kommunes WebGis

Klik her

Publiceret 27-02-2014