Indvielse af naturlegeplads, tur-start-sted og nye stier ved Hostrup Hovedgaard

Skive Kommune har gennem projekt Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig, med støtte fra Nordea-fonden og i samarbejde med Hostrup Hovedgaard etableret en naturlegeplads, nye vandrestier og et tur-start-sted ved Hostrup Hovedgaard ved Sønder Lem Vig. Og det skal fejres!

Derfor inviterer vi til indvielse den 22. april kl. 10.00 ved Hostrup Hoved-gaard.

Vi indleder fejringen med en guidet naturvandring på stierne ved Hostrup Hovedgaard. Vandreturen arrangeres i samarbejde med Spøttrup Turistfor-ening, og guider på turen er Steen Reinholdt, som ved alt, hvad der er værd at vide, om planter og dyr ved Sønder Lem Vig, Anders Ahrenfeldt, som ejer Hostrup Hovedgaard og kan fortælle levende om hovedgårdens historie samt Maria Rask, som er projektleder for Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig og vil fortælle lidt om projekterne i området. Turen er ca. 2,5 km lang, så alle - også børnene – kan være med.

Vi vil trave strandengen, hvor vi vil se naturen myldre forårsklar frem af jor-den. Vi vandrer videre langs stranden, hvor vi skal kigge efter forsteninger og andet spændende og ud til slusen. Er vi heldige, kan vi måske møde både fiskehejre, fiskeørn og odderen.

Efter vandreturen, vil legepladsen officielt blive indviet af det lokale byråds-medlem Dorthe Dalsgaard.

Her efter er det muligt for børnene at lege på legepladsen, hvor der vil være sjove aktiviteter. Man kan også komme inden for på Hostrup Hovedgaard og se de fine gamle bygninger samt parken, der omgiver dem. Der vil være forfriskninger til alle.

Alle er velkommen og det er gratis at være med.

  

Naturlegeplads og tur-start-sted ved Sønder Lem Vig

Hostrup Hovedgaard ligger smukt mellem Sønder Lem Vig og Venø Bugt. Hovedgården kan lejes til konferencer og fester. Ved Hostrup Hovedgaard findes et sammenhængende system af stier i den smukke natur ved Venø Bugt og Sønder Lem Vig. I tilknytning til stierne er der etableret et tur-start-sted ved Sønder Lemvej. Her er det muligt at parkere. Der er opsat infotavler om naturparken, dyre- og planteliv samt de afmærkede ruter i området. Fra tur-start-stedet er der 700 m til den nye naturlegeplads ved Hostrup Hovedgaard, hvor der også er et stort madpakkehus, hvor kaffen eller madpakken kan nydes.

Skive Kommune sætter utrolig stor pris på samarbejdet med Hostrup Hovedgaard, som har gjort det muligt at etablere stier og faciliteter i den unikke natur ved Sønder Lem Vig. Samarbejdet har været meget positivt og faciliteterne vil kunne være til glæde for både hovedgår-dens besøgende og de besøgende i Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig mange år ud i fremtiden.

 

Projekt Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig

Skive Kommunes arbejder i projekt Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig med udbygning af den rekreative infrastruktur i naturparken samt med for-midling og markedsføring af det naturskønne område, som strækker sig fra Karup Å ved Skive over Flyndersø og Sønder Lem Vig til Venø Bugt.

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 3,2 mio. kr. og afsluttet i løbet af 2017. Det forventes dog at man også i årene fremover arbejder videre med udviklingen af naturpark-området, formentlig som en del af Friluftrådets ordning ”Danske Naturparker”.

Ønskes yderligere uddybning kontakt endelig undertegnet.

Med venlig hilsen

Maria Rask Forstkandidat/Proejktleder for Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig

Publiceret 07-04-2017