Hvad er en medbenytter?

  • Alle, som leder vand til et rørlagt vandløb eller et kunstigt åbent vandløb, er medbenyttere af vandløbet.
  • Alle, som ønsker at aflede overfladevand eller drænvand til et rørlagt vandløb eller et kunstigt åbent vandløb, vil blive medbenyttere.

Hvornår skal der søges om tilladelse til medbenyttelse?

  • Alle nye tilslutninger til rørledninger, pumpekanaler og kunstige åbne vandløb kræver en tilladelse.
  • Man skal have tilladelsen, inden anlægsarbejdet sættes i gang.

Hvorfor er der ikke fri ret til at medbenytte rørledninger og kunstige åbne vandløb?

Rørledninger og kunstige åbne vandløb er dimensioneret efter de tilslutninger, der var på anlægstidspunktet. Det betyder, at rørledninger og kunstige åbne vandløb er lavet, så de kan tage den mængde vand, der var behov for, da de blev anlagt. Derfor kan man komme ud for, at der ikke kan tilsluttes mere vand, da der kan opstå problemer med at aflede vandet.

De eksisterende rørledninger er allerede betalt af brugerne på anlægstidspunktet. Den løbende vedligeholdelsen betales af de enkelte bredejere, med mindre der er truffet andre aftaler.

De, der allerede afleder vand gennem en rørledning og kunstige åbne vandløb, har derfor en forventning om at have en bestemt vandafledning. Hvis der ledes mere vand til, kan den enkelte medbenytters vandafledning blive forringet.

Tilslutning uden tilladelse kan medføre erstatningspligt for skader på opstrøms liggende ejendomme.

Hvorfor skal der søges om tilladelse til medbenyttelse?

De nuværende medbenyttere skal have mulighed for at tage stilling til:

  • Eventuelle krav om udgiftsfordeling i forbindelse med både fremtidig vandløbsvedligeholdelse og fremtidige anlægsarbejder.
  • Eventuelle krav om nødvendig større dimension for rørledningen (en regulering).
  • Vandløbsmyndigheden skal vurdere konsekvenser for vandløbenes afstrømning og miljø.

Hvordan søger man om en medbenyttelsestilladelse?

Ansøger skal sende en projektbeskrivelse med kortbilag til kommunen.

Ansøgningen skal indeholde disse oplysninger, som ansøger selv skal indhente:

  1. Alle nødvendige oplysninger om den eksisterende rørledning, evt. tilstand af rørledningen samt konsekvenser for tilførsel af yderligere vandmængder.
  2. Partserklæringer fra de berørte bredejere.
  3. Øvrige relevante tilladelser, for eksempel udledningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.
  4. En afklaring af de økonomiske spørgsmål. Der kan være tale om både bidrag til anlægsudgifter, partsfordelinger i fremtidig vedligeholdelse og erstatninger ved tab, som medbenyttelsen medfører.

Vandløbsmyndigheden kan træffe afgørelse om de økonomiske forhold, og afgørelser kan påklages inden for 4 uger til taksationsmyndighederne.

Ansøgningen sendes til

Skive Kommune, Byg og Miljø, Rådhuspladsen 2, 7800 Skive eller tek@skivekommune.dk

Hvordan behandles en ansøgning om medbenyttelse?

Den indsendte ansøgning vurderes. Et projekt skal være fuldt belyst, før kommunen kan behandle ansøgningen. Ansøger kan derfor blive bedt om at skaffe flere oplysninger.

Hvis der gives tilladelse til medbenyttelse, vil ansøger og til de berørte bredejere få tilsendt et udkast til tilladelse, så de har mulighed for at komme med bemærkninger.

Projekt og tilladelsen offentliggøres ved annoncering på kommunens hjemmeside. Der er 4 ugers klagefrist.

Anlægsarbejdet kan først sættes i gang efter klagefristens udløb, og kun hvis der ikke er indkommet klager. Indkomne klager behandles i Natur- og Miljøklagenævnet.

Vandløbsmyndigheden kan give afslag på medbenyttelse. Der vil også ved afslag blive givet 4 ugers klageperiode.

Her kan hentes yderligere oplysninger

Skive Kommune, Byg og Miljø, tlf. 99 15 55 00

Publiceret 15-11-2016