Legitimationskort

Du kan legitimere dig med et legitimationskort, hvis du ikke har pas eller kørekort

Legitimationskort

Legitimationskort

Fra den 1. september 2017 kan du få et legitimationskort, hvis du er 15 år eller derover. Det kræver, at du har en folkeregisteradresse i Danmark.

Du kan bruge legitimationskortet, når du skal bevise, hvem du er, eller hvor gammel du er. Det kan fx bruges, hvis du skal åbne en bankkonto eller købe en mobiltelefon.

Legitimationskortet er relevant for dig, hvis du ikke har kørekort eller pas.

Legitimationskortet giver ikke ret til at opholde sig i Danmark eller til at arbejde i Danmark. Du kan heller ikke bruge legitimationskortet, når du skal til lægen. Så skal du i stedet medbringe dit sundhedskort.

Reglerne om det tidligere alkoholkort bliver ophævet den 1. juli 2017. Det betyder, at du fra den dato ikke længere kan få et nyt alkoholkort. Det betyder også, at du indtil den 1. september 2017 må sørge for at legitimere dig på andre måder.

Du kan stadig bruge dit gamle alkoholkort / id-kort, så længe det er gyldigt.

Ansøg om legitimationskort

Ansøg om legitimationskort

Du skal møde op i borgerservice i den kommune, du har adresse og bor i for at købe dit legitimationskort.

Kortet kan koste op til 150 kr. (2017)

Der skal være et billede af dig på kortet, som du enten selv skal tage med, eller som du får taget og betaler for i borgerservice. Undersøg det med borgerservice, inden du tager afsted.

Kommunen vil inden den 1. september 2017 modtage yderligere oplysninger om de krav, der stilles til kortet, og til at du kan dokumentere din identitet i forbindelse med ansøgningen, så de kan besvare dine eventuelle spørgsmål.

Pensionistbevis / pensionsmeddelelse

Pensionistbevis / pensionsmeddelelse

Hvis du har brug for legitimation for, at du er pensionist, kan du i mange tilfælde bruge din seneste pensionsmeddelelse.

Pensionistbevis

Nogle kommuner tilbyder også et såkaldt pensionistbevis. Hvis du er førtids- eller folkepensionist, kan du i de kommuner få pensionsbeviset i borgerservice. Der er ikke noget billede på pensionistbeviset. Beviset kan du bruge til at få pensionistrabat på fx museer, forlystelsesparker osv.

DSB legitimationskort

Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan bruge pensionistbeviset eller pensionsmeddelelsen til at købe DSB's 65-billetter. Hvis du er under 65 og pensionist, skal du derfor have et DSB legitimationskort for at købe DSB's billigere 65-billetter. DSB legitimationskort kan du få gratis på en DSB station, hvis du medbringer en pensionsmeddelelse, der ikke må være mere end et år gammel, samt et pasfoto.

Læs også

Publiceret 06-02-2017