Kære forældre
Som forælder er det vigtigt at du ved, hvordan fremgangsmåden og forløbet i store træk vil blive, hvis dit barn har - eller får - problemer med fravær fra skolen.
Det er nemlig et fælles ansvar mellem forældrene og skolen, at barnet får en god skolegang. Hvis dit barn har svært ved at komme i skole, vil skolen derfor indkalde dig/jer til et møde med skolesocialrådgiveren, skolens psykolog og skoleleder/klasselærer.
I skal sammen forsøge at afdække, hvorfor og hvordan dit barn ikke trives.
Skive Kommune har et velfungerende tværfagligt team på hver skole - og som forælder har du mulighed for at få en snak med teamet om de trivselsproblemer, I oplever hjemme.
Skive Kommune indfører ny procedure for, hvornår du som forældre skal melde fravær til skolen. Via listen til venstre kan du læse nærmere.
Du kan endvidere læse om hvordan og efter hvilke kriterier fravær opgøres. Klik på menupunktet ”Opgørelse af fravær” til venstre.
Meld fravær på 1. dag
Gennem mange år har der været tradition for at børns fravær i skolen først meldes til skolen når fraværet er ovre eksempelvis ved sygdom.
Kulturen andre steder i samfundet er at man melder fravær på 1. fraværsdag.
Denne kultur ønskes også indført i Skive skoler.
Det betyder, at du/I som forældre fremover skal melde fravær til skolen for dit/jeres barn allerede på 1. fraværsdag.
Formål:
-
At du/I som forældre bliver kontaktet så hurtigt som muligt, når dit barn ikke er mødt op i skolen.
Beregning af fravær
Skolerne i Skive Kommune opgør fravær ud fra følgende parametre:
a. 4 eller flere fraværsdage den seneste måned.
b. 10 % ulovligt fravær den seneste måned
c. 11 eller flere fraværsdage i det seneste skoleår
d. 10 % samlet fravær det seneste skoleår.
Parametrene er udvalgt på en måde, så forskellige former og mønstre for fravær forsøges opfanget.
Parameter a og c har til formål at sikre fokus på mønstre, såsom gentagen mandags-/fredagsfravær. Der kan også være tale om enkeltstående fraværsdage hver anden uge hos børn/unge af forældre med delt forældremyndighed, eller fravær de dage, hvor klassen har svømning.
Parameter b handler om ulovligt fravær. Parameteret er medtaget, fordi der er al mulig grund til at være ekstra opmærksom på situationer, hvor hverken forældre eller skole er klar over, hvor barnet/den unge opholder sig.
Ifølge loven skal skolelederen, når eleven har 15 % ulovligt fravær eller mere i et kvartal, sende en underretning til Familiesektionen. Familiesektionen kan herefter vurdere at forældrene skal trækkes i Børn og Unge ydelse.
Af og til vil det givetvis gøre sig gældende, at den reelle årsag bag kategorien ”Ulovligt” er, at forældrene ikke har husket at få givet besked om fravær. Her vil en udskrift af elevens fravær være et godt redskab til skolehjem-samtalen
Parameter d handler om fraværets samlede omfang. Der skelnes ikke mellem sygdom, ferie eller ulovligt fravær. En elev kan have to perioder med sygdom samt to ferier udenfor skolens planlagte 12 uger, før fraværet får et omfang, som skolen vil reagere på.
Møde med skolen om fravær
-
Hvis/når dit barns fravær opfylder én eller flere af de 4 parametre, vil skolelederen få besked.
-
Skolelederen vil efterfølgende sammen med klassens lærere vurdere om der er grund til at kontakte dig som forældre. Måske har du/I allerede oplyst skolen om at I som familie skal på skiferie i en uge, og at barnet derfor ikke kommer. Skolen kender derfor baggrunden for jeres barns fravær og vil derfor ikke kontakte jer. Eller måske har du glemt at oplyse skolen om at I skal på ferie og skolen ved derfor ikke hvorfor dit barn ikke har været i skole. I den situation vil du blive kontaktet af skolen.
-
Efter samtalen med dig/jer vil skolen vurdere om der er grund til at indkalde jer til et møde vedrørende jeres barn fravær.
-
På et eventuelt møde vil der altid være deltagelse af den skolesocialrådgiver, som skolen har. Formålet er med det samme at begynde at finde ud af hvad der gør det svært for jeres barn at komme i skole hver dag. Forskning viser at når et barn eller en ung har meget fravær fra skole, så handle det ofte om mistrivsel. Vi vil sammen med jer og i samarbejde med barnet eller den unge finde ud af, hvor det er svært og hvad vi sammen kan ændre.
-
Mødet afsluttes med at I sammen planlægger, hvad det første skridt skal være i forhold til at få jeres barn tilbage i skolen. Desuden planlægger vi det næste møde.
-
Vores fælles møder vil fortsætte, indtil jeres barn er tilbage i skole igen. Der kan eventuelt indkaldes andre relevante deltagere i møderne.
Standsning af børnepenge
Den 1. august 2019 blev der indført nye landsækkende regler om skolefravær.
Reglerne betyder, at skolelederen på dit barns skole har pligt til at underrette Familiesektionen hvis dit barn har et ulovligt skolefravær på 15 % eller derover i et kvartal.
Ulovligt fravær er:
- Fravær, som ikke skyldes sygdom og lignende forhold
- Fravær, som skolelederen ikke har godkendt
Familiesektionen vil efterfølgende kontakte dig (og dit barn, hvis barnet er over 12 år).
Hvis Familiesektionen fortsat vurderer, at der er tale om ulovligt fravær, og at der ikke er tale om gyldige grunde, kan Familiesektionen træffe afgørelse om standsning af jeres børne- og ungeydelse for det følgende kvartal. Dette sker ved, at Familiesektionen tager kontakt til Udbetaling Danmark.
Gyldige grunde er:
- At du selv varetager undervisningspligten af dit barn og du har meddelt dette skriftlig til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.
- At fraværet ikke er ulovligt, men f.eks. skyldes elevens handicap, autisme og lign.
- Ekstraordinær frihed er fravær, som skolens leder i ganske særlige tilfælde kan tillade og skal have godkendt inden fraværet begynder.
- At dit barn i forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse venter på et nyt skoletilbud og derfor modtager enkeltmands-undervisning, dog ikke af en længere varighed end maks. 15 skoledage.
Du kan ikke klage over underretningen, som skolelederen har en lovmæssig pligt til at foretage, men du kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Klagevejledning vil fremgå i afgørelsesbrevet.