Hvordan søger jeg om hjælpemidler?

Har du behov for hjælpemidler til dit privatliv, eller som du skal bruge både i privatlivet og på arbejdspladsen, skal du søge hos kommunen. 

De oplysninger, du giver i din ansøgning, bliver brugt af kommunen til at afgøre din sag.

Obligatorisk selvbetjening

Du skal bruge den digitale selvbetjening, når du søger om et hjælpemiddel. 

Kommunen kan hjælpe dig med computer og rådgivning til at betjene dig selv digitalt. Når særlige forhold gør, at du ikke kan søge digitalt, skal du kontakte kommunen. Det kan eksempelvis være sprogvanskeligheder, handicap og manglende digitale kompetencer.

Hvis du skal ansøge som partsrepræsentant, skal du kontakte kommunen

Du skal forklare, hvordan hjælpemidlet kan kompensere for din eller dit barns nedsatte funktionsevne. Hvis det er første gang, du søger, eller din funktionsevne har ændret sig, skal kommunen have aktuelle oplysninger fra sygehuset eller din læge.

Hver enkelt kommune har selvstændigt fastlagt de tilbud, der er til rådighed for borgerne i kommunen. Det kaldes kommunens serviceniveau. I praksis betyder det, at ydelser og tilbud varierer fra kommune til kommune.

Sektoransvar

Som grundregel er det den sektor, som har ansvaret for en ydelse, der også har ansvaret for at ydelsen er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Det kaldes sektoransvarlighedsprincippet.

Skal du bruge hjælpemidler på dit uddannelsessted, skal du kontakte uddannelsesstedet. Gerne i god tid inden skoleåret begynder, eller det er semesterstart.

Kontakt jobcentret, hvis du skal bruge hjælpemidler på din arbejdsplads.

Genansøgning af hjælpemiddel

Du skal kontakte kommunen, hvis du har mistet dit hjælpemiddel, det er blevet slidt, skal repareres, ikke længere passer eller lignende. Hjælpen ydes efter behov og en konkret vurdering.

Ansøg om forbrugsgoder

Forbrugsgoder er produkter, som massefremstilles og forhandles bredt til almindeligt brug i befolkningen. Du kan få tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap. Kommunen skal yde støtte til forbrugsgodet, hvis det i væsentlig grad kan afhjælpe dig, lette dagligdagen i dit hjem, eller hvis det er nødvendigt, for at du kan udøve et erhverv.

Du kan ikke få tilskud til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx en almindelig seng, telefon eller tv.

Du kan få tilskud, hvis din udgift til forbrugsgodet er over 500 kr. Tilskuddet udgør 50 pct. af et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Hvis du grundet dit handicap behøver et forbrugsgode, som er dyrere end et almindeligt standardprodukt, betaler kommunen de nødvendige merudgifter.

Hvis forbrugsgodet udelukkende har til formål at afhjælpe dig grundet dit handicap, er det kommunen, som betaler anskaffelsesprisen.

Hjælpen kan ydes som lån.

  • din personlige økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, og hvor meget du kan få i tilskud
  • tilskuddet er skattefrit

Du kan ansøge om forbrugsgoder hos kommunen, som afgør, om du kan få forbrugsgoder. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.

Hvis du skal ansøge som partsrepræsentant, skal du kontakte kommunen.

Ved ansøgning skal du anskueliggøre, hvordan det forbrugsgode, du søger om, kan kompensere for din eller dit barns nedsatte funktionsevne. Hvis det er første gang, du søger, eller din funktionsevne har ændret sig, skal kommunen have aktuelle oplysninger fra sygehuset eller din læge.

Sidst opdateret

18.09.2020

Hjælpemiddelservice

Kompagnigade 26
7800 Skive

Telefon 9915 6435

Kvikservice har åbent hver torsdag fra kl. 12.30 - 15.30 - husk at bestille tid i forvejen på 9915 6660 (tast 3, 3) mellem kl. 8 og 9.00