Hvis du opfylder betingelserne for at få støtte til at købe en bil, bliver der givet støtte til, at du kan købe den billigst egnede bil. Støtten bliver givet som et rentefrit lån på op til 206.000 kr. *, dog højst bilens pris.

Lånet opdeles i to dele: en afdragspligtig del og en afdragsfri del. Det betyder, at du tilbagebetaler halvdelen af lånet over 8 år i månedlige afdrag. Samtidig nedskriver Kommunen den anden halvdel af lånet i tilsvarende månedlige beløb, således at lånet er afviklet efter 8 år.

Hvis din årsindkomst er over 245.000 kr.*, bliver din afdragspligtige del af lånet forhøjet.

Under ganske særlige forhold kan du få støtte til køb af en bil, der koster mere end 206.000 kr.* 
Er dette tilfældet, bliver den del af den billigst egnede bils pris der overstiger 206.000 kr.* givet som et afdragsfrit lån, dette bliver ligeledes nedskrevet af kommunen over 8 år.

Du kan vælge at købe en anden bil, end den Skive Kommune har fundet billigst egnet. Bilen skal være tilsvarende egnet. Du skal selv betale merprisen for selve bilen, samt merprisen hvis den særlige indretning bliver dyrere ved andet bilvalg end den bevilgede.

Beløb markeret med * viser takster for 2023. Taksterne reguleres hvert år pr. 1. januar. 

Tilskud til særlig indretning, herunder automatgear

Det kan også være du har behov for at få indrettet din bil på en særlig måde. Du kan søge om tilskud til en nødvendig indretning af en bil, hvis du opfylder følgende krav:

  • politiet stiller krav om det (kørekortspåtegning, din læge skal indstille dig til dette)
  • hvis dine helbredsforhold taler for det
  • hvis det letter din placering i bilen, altså gør det muligt for dig at komme ind og ud af bilen eksempelvis ved hjælp af en lift

Tilskud til automatgear

Hvis du har krav i dit kørekort om automatgear kan du søge om tilskud til dette. Tilskuddet kan maksimalt udgøre den faktiske udgift til dette, dog højest 28.571,14 kr*. Tilskuddet er betinget af, at bilen er under 1 år gammel og er forsynet med automatgear fra fabrikken. 

Du skal altid kontakte kommunen inden iværksættelse af indretningen, da du ellers risikerer af få et afslag. Hvis du har fået bevilget en særlig indretning i din bil og den går i stykker, kan du søge Skive Kommune om støtte til reparationen. Dette skal også ske inden reparationen udføres.

Beløb markeret med * viser takster for 2023.

Løbende udgifter og vedligeholdelse

Du skal, som enhver anden bilejer, selv afholde udgifter til f.eks.

  • brændstof/udgift til lade abonnement og el
  • forsikring (fuld kasko er et krav i loven)
  • dæk, olieskift, luftfiltre m.m.
  • vedligeholdelse af den særlige indretning, herunder serviceeftersyn til eksempelvis foldelift i henhold til retningslinjerne fra leverandøren
  • rengøring, vedligeholdelse og reparationer i øvrigt på bilen

Afgiftsfritagelse

Hvis du er berettiget til at få støtte til at købe en bil, er du samtidig berettiget til fritagelse for betaling af grøn ejerafgift. Du fritages ikke for udligningsafgiften ved dieselbil.

Når du ønsker at søge om støtte til at købe bil, støtte til udskiftning af bil, tilskud til special indretning af din nuværende bil, tilskud til kørekort eller afgiftsfritagelse har Skive Kommune brug for at få oplysninger om dig,

  • hvordan er din gangfunktion, og din evne til at færdes generelt?
  • har du nogen hjælpemidler?
  • hvad er dit daglige kørselsbehov?
  • hvordan foregår transporten nu?
  • hvad er dit erhverv/er du under uddannelse?
  • økonomi (årsindkomst/betalingsevne)
  • hvordan er dine familie- og boligforhold?
  • kørekort (påtegninger)/evt. vejledende køretest
  • evt. afprøvning af bil og vurdering af billigst egnede bil

Skive Kommune indsamler oplysningerne blandt andet ved hjælp af ansøgningsskema og personlig samtale. En bisidder er velkommen ved samtalen. Der er sædvanligvis brug for at indhente yderligere helbredsoplysninger fra egen læge, speciallæge eller andre relevante kilder. Når alle nødvendige oplysninger er indhentet, træffer vi en afgørelse på ansøgningen.

Ved hver ansøgning foretager Skive Kommune en individuel vurdering i forhold til ansøgerens funktionsnedsættelse og kørselsbehovet. Normalt kan du først ansøge om at få lov at udskifte bilen efter 8 år, med mindre særlige helbredsforhold gør, at det er nødvendigt tidligere.

Vær opmærksom på, at selvom du tidligere er bevilget støtte til at købe en bil, indebærer dette ikke i sig selv, at du igen bliver bevilget støtte. Ved evt. afslag kan du beholde din gamle bil (hvis den er fuldt afdraget), mens fritagelsen for grøn ejerafgift ophører.

Er bilen/bussen fritaget for registreringsafgift, ophører denne fritagelse også, og SKAT vil inddrage afgiften. Hvis du fortsat ønsker at beholde bilen, skal du være opmærksom på, om bilen kræver stort kørekort.

Du har pligt til at oplyse Skive Kommune om ændringer i dine helbredsforhold, flytning m.m.

Hvis du ikke længere opfylder betingelserne for at få støtte til at købe en bil, skal Skive Kommune træffe afgørelse om at opsige dit lån. 

Den samlede restgæld - både det afdragspligtige og det afdragsfrie lån, (+ evt. supplerende lån) vil forfalde til betaling.

Praksis for tilkendelse af støtte til køb af bil, til børn ligger som udgangspunkt omkring 3-års alderen.

Hvis dit barn bevilges støtte til køb af bil, bliver bilen dit barns ejendom og skal derfor være til rådighed for barnets kørselsbehov. Som forældre skal du/I derfor underskrive en friholdelseserklæring, der friholder barnet for gæld og pålægger dig/jer at hæfte for gælden.

Skive Kommune hjælper med det praktiske i forbindelse med optagelse af lånet som en del af sagsbehandlingen.

Ansøgning om støtte til køb af bil sker efter Lov om Social Service § 114.

Se Lov om Social Service §114

Du kan finde yderligere oplysninger om lovgivningen, principafgørelser mv. herunder:

  • Lov nr. 57 af 24. juni 2005, jævnfør lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022
  • Bekendtgørelse nr. 827 af 07/06/2022 om støtte til køb af bil efter lov om social service
  • Vejledning om støtte til køb af bil nr. 10326 af 18.12.2017
  • Principafgørelser om praksis i forhold til støtte til køb af bil kan findes på fra Ankestyrelsens hjemmeside.
Se dine muligheder for at klage over en afgørelse du har fået på hjælpemiddelområdet

  • Det er muligt at klage senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen
  • Skive Kommune genbehandler herefter din sag
  • Fastholder vi afgørelsen sender vi din klage med sagens akter videre til det Ankestyrelsen
  • Du kan klage både kan indgives både mundtligt og skriftligt
  • Hvis du vælger at klage skriftligt letter det sagens behandling, hvis du i klagen skriver så udførligt som muligt, hvorfor du ikke er tilfreds med afgørelsen.
  • Du er velkommen til at rette henvendelse til den medarbejder, som har truffet afgørelsen for at få den uddybet
  • Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Visitation & Hjælpemidler
Du søger om støtte til køb af en handicapbil via borgeronline.

Ansøg om støtte til køb af bil her - husk NEM ID

Sidst opdateret

05.07.2023

Ansvarlig redaktør

Indlæser kontakter...