Kloakken på Resenvej og sidevejene er i dag fælleskloakeret, hvilket vil sige at spildevand fra husene (toilet, køkkenvask og gulvafløb) føres i samme ledning som regnvandet fra tagene og belægninger, herunder også vejen. Dette bevirker at lavtliggende kældre kan være udsat for oversvømmelse i forbindelse med kraftige regnskyl. Kraftige regnskyl er noget vi bliver nødt til at tage højde for ved planlægningen af fremtidige projekter.
Ved separeringen skilles spildevandet fra husene og regnvand i hver sin ledning og hver grundejer vil få 2 skelbrønde ført ind på grunden. En til spildevand og en til regnvand. Disse brønde er fremover den eneste tilslutning til den offentlige kloak grundejerne har. Nogle grundejere har i dag måske 3 eller flere tilslutninger til hovedkloakken, men disse skal fremover være samlet til 2. Skive kommune vil i forbindelse med separeringen af hovedkloakken pålægge grundejerne at separere på egen grund. Som grundejer kan man derfor med fordel få separeret på egen grund inden anlægsarbejdet går i gang eller alternativt sikre sig at man ikke har flere tilslutninger til fællesledningen, da hver grundejer kun får tilsluttet et stik til den nye spildevandsledning.
De ejendomme, der bliver berørt af kravet om separatkloakering, kan ses på vedhæftede kort.