Private og offentlige forsynings- eller kommunikationsvirksomheder skal søge om tilladelse til opgravning i vejarealet, i forbindelse med anlæg eller reparation af offentlige forsynings- og kommunikationsanlæg, og ved anlægs-, bygge- og reparationsarbejde. 

Ansøgningsskemaet skal være korrekt udfyldt for at opnå tilladelse. Behandling af ansøgninger sker løbende, men der kan i visse tilfælde gå et par dage inden afgørelsen foreligger. 

Gravetilladelser udstedes med hjemmel i vejlovens § 73. Norm for etablering af ledningsanlæg i jord, DS nr. 475, samt Vejregler for udbuds- og anlægsforskrifter for etablering af ledningsanlæg i jord, er med nedenstående afvigelser og tilføjelser gældende for vejene i Skive Kommune.  

Driftsforstyrrelser skal altid anmeldes. Hvis driftsforstyrrelsen medfører større udskiftninger, skal der søges om gravetilladelse på normal vis. 

Der kan søges om gravetilladelse for én vej pr. ansøgning. Kommunen kan afslå, at give yderligere gravetilladelser til en ledningsejer med uafsluttede arbejder. 

Hvis der før arbejdets begyndelse kan påvises ødelagte belægninger, skal der aftales en besigtigelse af arbejdsstedet. Knækkede eller ødelagte fliser vil blive erstattet af kommunen. Ledningsejeren eller bygherren skal afhente erstatningsmaterialerne efter nærmere aftale. 

Ved opgravninger i asfaltbelagte arealer, skal ledningsejeren foretage affræsning og udlægning af nyt slidlag efter et år. 

Indsnævring af fortov, cykelsti eller kørebane kræver skiltning eller midlertidig ændring af kørebaneafmærkning. Afmærkningsplan for dette skal indsendes sammen med ansøgningen. Politiet skal ligeledes underrettes inden arbejdet begynder. Politi, brandvæsen, Falck, kollektiv trafik og berørte naboer skal altid informeres ved større arbejder. 

Afmærkning af vejarbejdet skal foretages i henhold til Vejdirektoratets Håndbog for afmærkning af vejarbejder m.m. 

Trafikministeriet har udgivet Standardregulativ for udførelse af ledningsarbejder og andre arbejder i og over veje.  

Ved arbejdets afslutning skal ledningsejeren færdigmelde arbejdet til kommunen. 

Gravetilladelsen skal forefindes på arbejdsstedet og kunne fremvises ved enhver henvendelse fra kommunen eller politiet. 

Publiceret 13-11-2017