Læs mere om vaccination mod COVID-19 på sst.dk/covid-vaccination
I Skive Kommune har vi vaccineret beboerne på plejecentrene. Den næste gruppe, der vil blive tilbudt vaccination, er aldersgruppen +65, som modtager personlig pleje og praktisk hjælp.
Rækkefølge for vaccination
Sundhedsmyndighedernes prioriterede rækkefølge
- Borgere, der bor på et plejecenter, inklusiv friplejebolig, midlertidige pladser og akutpladser. Desuden frontpersonale på plejecentre, afhængig af antal af doser.
- Personer med alder ≥ 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp
- Personer med alder ≥ 85 år
- Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion
- Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 samt udvalgte pårørende
- Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson
- Personer med alder 80-84 år
- Personer med alder 75-79 år
- Personer med alder 65-74 år
- Personer med alder under 65 år som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19
- Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner
- Øvrige befolkning, f.eks. segmenteret efter alder
I den konkrete udrulning af vaccinationsindsatsen kan det ifølge Sundhedsstyrelsen være nødvendigt at justere rækkefølge under hensyntagen til blandt andet vaccineleverancer, logistiske forhold mv.
Vaccinationscentre
Borgere i Skive Kommune skal i øjeblikket vaccineres i Viborg. Nærmere information om adresse på vaccinationscenteret er i det brev, du modtager, når det er din tur til at blive vaccineret.
Vaccinationer på vej til Skive Sundhedshus
Snart behøver borgerne i Skive Kommune ikke længere selv at køre eller blive transporteret til vaccinationscentret i Viborg for at blive vaccineret mod covid-19. For en vaccinationsenhed i Skive Sundhedshus er på trapperne, og det sker i samarbejde med Region Midtjylland.
Læs mere om den kommende mulighed for at blive vaccineret i Skive
Kørsel til og fra vaccinationscenter
Dog kan du få bevilget kørsel, hvis du opfylder samtlige af nedenstående kriterier:
- Du er over 65 år
- Du har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Du modtager hjælp til både personlig pleje og praktisk hjælp
- Du er ikke i stand til at benytte alternative kørselsordninger grundet din funktionsnedsættelse
- Du har ikke pårørende i husstanden, der kan køre dig
Du skal ikke betale for at modtage befordring i forbindelse med kørsel til vaccinationscentre, hvis du opfylder de ovenstående kriterier.
Hvis du opfylder ovenstående kriterier, så vil hjemmeplejen være behjælpelig med at booke tid til vaccination samt kørsel. Hvis du har yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte Slusen på tlf. 9915 6660 - tast 5 for personlig betjening - alle hverdage mellem kl. 8.00 og 12.00
Læs mere om reglerne for kørsel til vaccinationscenteret (PDF-fil).
Efter vaccination
Selvom du er blevet vaccineret, skal du fortsat følge Sundhedsstyrelsens generelle råd om smitteforebyggelse. Vaccinen er ikke 100% effektiv, og vi ved endnu ikke, om vaccinationen også forebygger, at den vaccinerede bærer virus og dermed kan smitte videre.
Du bør kontakte læge, hvis du oplever alvorlige symptomer, efter du er blevet vaccineret. Det kan f.eks. være, allergiske symptomer som vejrtrækningsbesvær eller hududslæt. Lægen kan vurdere, om symptomerne kan skyldes vaccinen eller evt. andre forhold, og igangsætte behandling, hvis du har brug for det.
Lægen har pligt til at indberette formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen. Du kan også selv indberette formodende bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen via www.lmst.dk
Læs mere om generelle råd om smitteforebyggelse hos Sundhedsstyrelsen