Ret til ikke at være genstand for afgørelse baseret på automatisk behandling
Ret til ikke at være genstand for afgørelse baseret på automatisk behandling
Som udgangspunkt må Skive Kommune ikke træffe afgørelser, der alene er baseret på automatisk behandling eller profilering
Ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
Retten indebærer for det første, at du som registreret har ret til ikke at blive underlagt en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling.
For det andet indebærer retten, at du har ret til ikke at blive underlagt en automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende oplysningerne til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende dig, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende din arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser (profilering – når denne danner grundlag for en automatisk afgørelse).
Retten har i praksis den betydning, at Skive Kommune som udgangspunkt ikke må træffe afgørelser, der alene er baseret på automatisk behandling eller profilering, når afgørelsen eller profileringen har retsvirkninger for eller betydeligt påvirker dig.
En automatisk behandling er, når en behandling sker uden nogen form for menneskelig indgriben. Det vil sige, at der ikke er en fysisk person - f.eks. en sagsbehandler - inde over behandlingen.
Retten gælder som nævnt kun i tilfælde, hvor en afgørelse har retsvirkning for eller betydeligt påvirker en registreret. Eksempler på, at en afgørelse har retsvirkning for eller betydeligt påvirker en registreret kan være, at en registreret får afslag på at rejse over en grænse, at en registreret får afslag på en social ydelse, eller at en registreret får afslag på at tegne en forsikring.
Ved vurderingen af, om en afgørelse betydeligt påvirker en registreret, skal der også lægges vægt på, hvad den registreredes forventninger er til afgørelsen. Derudover kan der lægges vægt på andre ønsker eller specielle sårbarheder hos den registrerede, som gør, at afgørelsen betydeligt vil påvirke vedkommende.
At afgørelsen skal lægge vægt på en evaluering af personlige forhold betyder omvendt, at et system, der udelukkende evaluerer "hårde" værdier – som det indestående beløb på en bankkonto – og dermed ikke "bløde" værdier – som en persons interesser – ikke vil være omfattet af rettigheden.