En lokalplan kan omfatte eksisterende områder eller nye områder, der inddrages til byudvikling. Når der laves lokalplaner for nye byudviklingsområder, overføres arealerne normalt fra landzone til byzone.
En lokalplan er bindende for de ejendomme, der er omfattet af planen, men den medfører ikke handlepligt. Byrådet og grundejere i området er således ikke forpligtet til at realisere lokalplanen. Eksisterende lovlig anvendelse må fortsætte.
Hvornår skal der laves lokalplan?
Byrådet skal vedtage en lokalplan, når større bygge- og anlægsarbejder skal gennemføres, når arealer skal overføres til byzone, eller når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. I landsbyer og det åbne land kan der vedtages "landzonelokalplaner". Lokalplanen skal være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.
En lokalplan indeholder en redegørelse, der beskriver baggrunden for lokalplanen og lokalplanens forhold til anden planlægning og lovgivning. Denne del er beskrivende og ikke juridisk bindende. Bestemmelserne (§) og de tilhørende kortbilag er juridisk bindende.
Offentlig høring – din mening er vigtig:
Når Byrådet har vedtaget et lokalplanforslag, sendes forslaget i offentlig høring i 4 – 8 uger. Høringsfristen afhænger af, om der også er udarbejdet et tillæg med væsentlige ændringer til kommuneplanen.
Alle, der berøres direkte af forslaget eller har en særlig interesse i det, ejere, lejere, brugere, interesseorganisationer og andre myndigheder bliver orienteret ved udsendelse af lokalplanforslaget med angivelse af en frist for høringssvar.
Når høringsperioden er ovre, tager byrådet stilling til høringssvar og beslutter, om lokalplanen skal endeligt vedtages.