Hvad er socialt bedrageri?

Har en borger mod bedre vidende uberettiget modtaget sygedagpenge, boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, tilskud til betaling af daginstitution, pension eller anden form for social ydelse er der tale om socialt bedrageri.

Ved socialt bedrageri kan der rejses krav om tilbagebetaling af uberettiget udbetalte ydelser. Og der kan ske anmeldelse til politiet.

Der kan gives bøde på op til 5.000 kroner, hvis man skriver under på, at en anden person bor på ens bopæl og dette ikke er korrekt.

 

Henvend dig til kommunen

Har du mistanke om socialt bedrageri bør du henvende dig til kommunen. Alle henvendelser tages alvorligt og undersøges grundigt.

Anonyme henvendelser behandles på samme måde.

Der er ingen krav til, hvordan en anmeldelse skal se ud.

Jo flere oplysninger der gives til kommunen, bl.a. navne på personer og registreringsnumre på evt. biler, og jo mere konkret anmeldelsen er, jo flere muligheder har vi for at undersøge forholdene.

 

En anmeldelse kan f.eks. indeholde følgende:

  • Hvem vedrører anmeldelsen? Gerne navn/navne på den/de der ikke er tilmeldt adressen
  • Hvilken form for socialt bedrageri har du mistanke om?
  • Navn og gerne adresse på den, du har mistanke til
  • Registreringsnummer på bil/biler
  • Andre supplerende oplysninger

 

Du kan anmelde mistanke om socialt bedrageri på følgende måder: 

  • Skriv til Borgerservice & Ydelse - Kontrolgruppen, Torvegade 10, 7800 Skive
  • Ring til Britta Thomsen 9915 6649 eller Inge Roslev 9915 6366
  • Du kan anmelde mistanke om socialt bedrageri digitalt her. Anmeldelsen kan være anonym.

 

Målet er, at

  • forebygge socialt bedrageri
  • stoppe socialt bedrageri så tidligt som muligt
  • sikre at borgerne er berettigede til de ydelser de får

 

Det handler ikke om at forfølge borgere, der lovligt modtager offentlige ydelser, tværtimod. Det drejer sig om at sikre de borgere, som har behov for ydelser, mod det misbrug af offentlige midler, som socialt bedrageri er.

 

Bemærk

Som anmelder er du ikke part i sagen. Du har derfor ikke krav på indsigt i sagens videre forløb.

 

Hvad er din pligt? 

Det er kun dig der ved, om dine personlige forhold er blevet ændret. Derfor har du pligt til at kontakte kommunen for at være sikker på, at du modtager de korrekte ydelser.

Det er vigtigt at kommunen får besked om ændringer i dine personlige forhold. Det kan f.eks. være din adresse i folkeregisteret. Du skal registreres på den adresse, hvor du opholder dig/sover. Eventuelle ændringer i dine økonomiske forhold kan også have betydning for, om du modtager en korrekt ydelse.

 

Hvornår er man enlig?

Hovedreglen er, at du betragtes som værende enlig, når du ikke lever i et ægteskab eller ægteskabslignende forhold.

Ægteskabslignende forhold er, når

  • parterne har samme bopæl
  • parterne yder kontante bidrag til fælles husførelse
  • man arbejder i hjemmet eller bidrager på anden måde til den fælles husførelse
  • man helt eller delvist forsørges af den anden part

 

Ifølge lov om Det Centrale Personregister skal man have sin adresse der, hvor man opholder sig mest, regelmæssigt sover og har sine personlige ejendele.

Publiceret 06-02-2017