I forbindelse med analyse af lederstrukturen på skole- og dagtilbudsområdet i Skive Kommune besluttede Børne- og Familieudvalget den 4. december 2013, at der på skoleområdet også er fagligt potentiale i større organiseringer, og at spørgsmålet bringes op for Udvalget i tilfælde af ledige stillinger blandt skoleledere.

Det blev yderligere besluttet, at Forvaltningen fremadrettet udarbejder nærmere analyse af eventuelle samdriftsmuligheder, når der er anledning til at bringe konkrete situationer op i forbindelse med vakante lederstillinger på skoleområdet, som tilfældet er på Glyngøre Skole, hvor stillingen som skoleleder blev ledig pr. 1. november 2018.
Glyngøre Skole har pr. 1. oktober 2018 94 elever fordelt på syv spor og en klassekvotient på 13,4.

Der er 33 indskrevne børn i skolefritidsordningen og ingen eftermiddagsklub for 4. – 6. klassetrin.

Elevtallet i Glyngøre Skoles skoledistrikt er stabilt. Elevtallet forventes at være på ca. 97elever i skoleåret 2019/2020. 

Skolerne i lokalområde 4 (Durup Skole, Oddense Skole, Roslev Skole og Glyngøre Skole) har fået til opgave at beskrive holdning til og ønske om en anden organisering af ledelsen i lokalområde 4, end den vi har i dag.

Begrundet i en kort høringsfrist medbringes høringssvarene og udleveres på mødet. Af hensyn til offentlighedens adgang til høringssvarene vil disse blive publiceret som en nyhed på skive.dk.

Glyngøre Skoles bestyrelse og Lokal-MED har tilkendegivet at de ønsker at fortsætte med uændret ledelsesstruktur.

Publiceret 13-08-2019